Erhvervsrådet opruster med nye kompetencer

Med en solid baggrund inden for erhvervsfremme bringer han flere kræfter til Kalundborgegnens erhvervsområde.

Erhvervsrådet opruster med nye kompetencer
Den 1. maj tiltræder Rasmus Keinicke som ny erhvervskonsulent hos Kalundborgegnens Erhvervsråd.

gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborgegnens Erhvervsråd har netop meddelt i en pressemeddelelse, at Rasmus Keinicke tiltræder som ny erhvervskonsulent den 1. maj 2024.

Med en solid baggrund inden for erhvervsfremme bringer Rasmus Keinicke flere kræfter til Kalundborgegnens erhvervsområde, skriver Kalundborgegnens Erhvervsråd i pressemeddelelsen. De fortæller, at Rasmus Keinicke har sine rødder i Gørlev, og tidligere har arbejdet med virksomheder i Kalundborg Kommune gennem projektet "Digitale veje til vækst", hvor han har hjulpet virksomheder med at indfri deres ambitioner i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner og Erhvervshus Sjælland.

“Med erfaring fra Erhvervshus Hovedstaden, bringer Rasmus Keinicke en bred vifte af kompetencer til Kalundborgegnens Erhvervsråd. Han har erfaring med forretningsudvikling, udvikling af events, iværksætteri, opbygning af netværk inden for klyngesamarbejde, som vil være med til at styrke det lokale erhvervsliv i Kalundborg Kommune,” står der i pressemeddelelsen.

Ser frem til at etablere et tæt samarbejde med virksomheder

Erhvervsrådet fortæller ydermere, at Rasmus glæder sig til at blive en del at holdet, og han ser frem til at etablere et tæt samarbejde med virksomhederne i Kalundborg Kommune, herunder at opbygge tillidsfulde relationer både med virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Med en passion for erhvervsudvikling, netværk og digital innovation er han ivrig efter at bidrage til udvikling og styrkelsen af det lokale erhvervsliv. Gennem åbne dialoger og partnerskaber vil han arbejde målrettet for at skabe et dynamisk miljø, hvor både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre erhvervsfremme aktører kan trives og understøtte hinandens succes.

Kalundborgegnens Erhvervsråd ser frem til at byde Rasmus Keinicke velkommen ombord på holdet og bringe hans kompetencer i spil særligt i forbindelse med en ekstra indsats inden for områdets bymidter. Her tænkes han ind som en stærk ressource, der kan være med til at samle aktører, skabe fællesskab og retning og sikre, at vores bymidter har stærke identiteter i årene der kommer.

I pressemeddelelsen oplyses det, at ansættelsen af Rasmus Keinicke er en del af en større fornyelse af Kalundborgegnens Erhvervsråds setup og strategiske satsning på en faglighed, der kan matche det lokale erhvervslivs stigende behov.

Del