Energipark Vestsjælland: Borgerne skal inddrages

Vigtigheden af at borgerne bliver løbende inddraget blev påpeget.

Energipark Vestsjælland: Borgerne skal inddrages
Det er her, Energipark Vestsjælland Aps ønsker at etablere sig. Projektet Energipark Vestsjælland blev sendt videre til kommunalbestyrelsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Energipark Vestsjælland ApS anmoder om, at Kalundborg Kommune igangsætter planlægningen for projektet, og i på det sidste møde anbefalede de fleste partier i Teknik- og Miljøudvalget, at gå i gang med planlægningen med fokus på borgerinddragelse, men Dansk Folkeparti ønskede at bringe sagen til kommunalbestyrelsen.

Energipark Vestsjælland ApS har ansøgt igangsættelse af kommuneplantillæg og lokalplan for en energipark med biogas, pyrolyse, elektrolyse og egenproduktion af energi. Energiparken ønskes opført på et areal ved siden af Gørlev Flyveplads i Gørlev.

Venstre, Kalundborg-listen og Frit Borgerligt Fælleskab stemte for at igangsætte udarbejdelsen af det nødvendige plangrundlag i form af et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan. Ydermere blev vigtigheden af at borgerne bliver løbende inddraget påpeget. Dansk Folkeparti løftede dog projektet til kommunalbestyrelsen.

“Den blev løftet til kommunalbestyrelsen af Dansk Folkeparti, men vi øvrige anbefaler at gå i gang med planlægningen med fokus på borgerinddragelse i processen, da det er vigtigt at informere borgerne i området godt om projektet,” siger udvalgsformand Jakob Beck Jensen (V).

Vedvarende energi og CO2-reduktion

Projektet tager afsæt i en idé om at etablere forskellige produktioner inden for vedvarende energi og CO2-reduktion i et symbiotisk kredsløb:

  • CO2-fangst og salg af CO2 til E-methanol
  • Elektrolyse til brintproduktion
  • Produktion af biogas
  • Pyrolyse af restprodukter fra landbruget
  • Produktion af el ved sol- og/eller vindkraft
  • Produktion af overskudsvarme til fx lokal fjernvarme

Produktionen af el sker til anlæggets eget brug, og forudsætter derfor ikke nettilslutning. Screening for miljøvurdering og tilladelser efter anden lovgivning sker i forbindelse med de konkrete projekters realisering.

Projektområdet er i dag uplanlagt i landzone og anvendes landbrugsmæssigt. Projektet forudsætter en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. I planlægningen skal der tages højde for kommuneplanens retningslinjer, for områdets beliggenhed indenfor kystnærhedszonen, for projektets visuelle og miljømæssige påvirkning af omgivelserne i såvel stor skala som i forhold til umiddelbare naboer og for økologiske forbindelser i den østlige del af området.

Det er Thomas Østergaard Jørgensen, Gørlev, Morten Thorkildsen, Gørlev, Anders Andersen, Jerslev og Lars Falster, Høng, som står bag Energipark Vestsjælland ApS.

Del