En isbjørn på husets gavl

Nivi har tegnet og malet i flere år, i begyndelsen arbejdede hun mest med portrætter, og Ole blev interesseret i hendes kunst.

En isbjørn på husets gavl
Det færdige resultat. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Gavlmaleri har set dagens lys på Røsnæs

En isbjørn dukker frem på husets gavl midt i den danske sensommersol.

Jamen hvad vil den dog her så langt fra sit rette element?

Det har den grønlandske kunstner Nivi Lynge fra Nuuk og husets ejer Ole Gredal en god forklaring på.

Nivi og Ole traf hinanden for fem-seks år siden, da de begge arbejdede i det grønlandske sundhedsvæsen i Nuuk, han som læge, hun som tolk. Nivi blev inviteret hjem til jule- og nytårsmiddage hos Ole og hans familie i Nuuk, og et varmt venskab opstod.

Nivi har tegnet og malet i flere år, i begyndelsen arbejdede hun mest med portrætter, og Ole blev interesseret i hendes kunst.

- Han er en rigtig god støtte og kunde, ler Nivi, og det vidner flere af de billeder, han har hængende på væggene i sit sommerhus om. Her er både linoleumstryk og stentryk, som Nivi har udført.

Hans kærlighed til Grønland og grønlandsk natur og kultur er også tydeligt at se. Oppe fra en bjælke under loftet titter et isbjørnehoved og hovedet af en moskusokse frem, og gæsten støder blandt mange andre grønlandske minder også på en narhvalstand.

Frie hænder

Ole flyttede tilbage til Syddanmark til sit sommerhus på Strandskrænten, og så fik han den idé, at der manglede noget grønlandsk kunst.

Han inviterede Nivi på besøg og forelagde hende projektet: Mal et billede på husgavlen, og han gav hende helt frie hænder med hensyn til størrelse og motiv.

Det endte med, at valget faldt på et dyr og et menneske omgivet af grønlandsk natur, og dyret blev altså en isbjørn. Nivi Lynge er grundig, og før hun kunne gå i gang med at male, måtte hun finde ud af proportionerne og kende isbjørnens anatomi.

Ole Gredal tænker allerede på, at der nok kan blive plads til et nyt motiv. Han har lige fået tilladelse til at opføre en udestue, og den udvendige væg i tilbygningen kunne være et godt sted for endnu et maleri, forestiller han sig.

Nivi Lynge har gennemført grunduddannelsen på en halv snes måneder på kunstskolen i Nuuk, og der har hun i et meget koncentreret undervisningsforløb fået indblik i tegning, akrylmaling, stentryk og keramik. Kunstskolen optager hvert år fem elever, og uddannelsen slutter med, at eleverne udstiller deres afgangsværker.

Nivi kunne godt tænke sig at supplere uddannelsen med mere undervisning, men hvor og hvornår ved hun ikke endnu. Hun har også deltaget i et kursus i streetart og arbejdet med spraymaling, en noget anden teknik end at male med olie eller akryl.

Inspiration til andre  

Lige nu er hun ansat i et medborgerhus i Nuuk, hvor hun  underviser elever mellem 9 og 12 år i at tegne og male.

På spørgsmålet om hun kan lide at undervise, lyser hun op i et stort og spontant smil – det kan hun. Og eleverne, der udelukkende er piger, er så glade for hende og hendes undervisning, at de ikke kan få nok. Derfor kommer de ikke så sjældent hjem til hende på besøg for at udfolde sig kreativt.

Nivi er et meget privat menneske, når det gælder hendes kunst, og allerhelst vil hun holde sig i baggrunden og give folk fred til at danne deres egne indtryk.

Hun bryder sig ikke om at signere sine billeder, for hun vil helst være anonym.

Samtidig vil hun gerne gøre mennesker glade med sin kunst, og selv bliver hun også glad, når hun udfolder sig kunstnerisk.

- Jeg får det bedre, når jeg maler eller tegner, altså udfolder mig kunstnerisk. Nivi Lynge sammenligner det med, at nogen dyrker sport og får glæde ved det.

- Jeg laver kunst, som hun siger.

Grønlands korte somre

Nivi er betaget af den danske natur med de mange blomster, og den har hun fået lyst til at male. I Grønland med de korte somre er blomstringstiden så kort.

Nu er Nivi Lynge vendt hjem til Grønland, og til september tager Ole Gredal 14 dage til Nuuk dels for at arbejde på sygehuset dér, dels for at besøge gode venner, deriblandt Nivi.

Del