En halv gris på besøg

Undervisningen er en del af ZBCs undervisningsforløb ’En halv gris’, der hen over to dage giver eleverne praktisk undervisning i alt fra dyrevelfærd til smagssammensætninger.

En halv gris på besøg
I onsdags fik 8. klasse på Firhøjskolen besøg af slagtermester og faglærer på ZBC Roskilde, Kenneth Dyhr. Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I onsdags fik 8. klasse på Firhøjskolen besøg af slagtermester og faglærer på ZBC Roskilde, Kenneth Dyhr. Sammen skulle eleverne partere en halv gris og derefter bruge kødet til at lave mad med til en festmiddag for forældrene.

Dagens undervisning er en del af ZBCs undervisningsforløb ’En halv gris’, der hen over to dage giver eleverne praktisk undervisning i alt fra dyrevelfærd til smagssammensætninger.

Formålet med besøget er i høj grad at vise eleverne, hvor mange nuancer, der både er i slagterbranchen og i fødevareproduktionen, forklarer Kenneth Dyhr: ”Jeg er her først og fremmest for at vise de unge mennesker alt det, vores fag kan. Men jeg er her også for at lære dem om at fra fødevaresikkerhed og hygiejne, til dyrevelfærd og om, hvordan vi kan gøre vores madvaner mere klimavenlige. Og ja, så selvfølgelig også, hvor meget god mad, man kan lave af en gris.”

”Først fortalte Kenneth om fra jord til bord-konceptet, lidt om hygiejne og om dyrevelfærd, og bagefter skulle vi, i grupper, skære grisen, han havde med, ud i de forskellige udskæringer, man kan få ud af en gris. Og så er det også ret fedt, at vi skal lave mad til vores forældre med det kød, vi selv har skåret ud,” fortæller Ida Frandsen, der er elev på årgangen.

Giver eleverne et indblik i branchen

Mette Oversø er madkundskabslærer på Firhøjskolen, og det er hende, der har inviteret Kenneth til at komme på besøg.

”I år er fjerde år, vi har besøg af ZBCs dygtige undervisere. At få besøg giver eleverne et helt andet indblik i, hvordan det er at arbejde og uddanne sig til f.eks. slagter. Når de ser en halv gris liggende på bordet, som de skal hjælpe med at skære ud, lærer de på en anden måde, end hvis vi læser eller taler om det i klasseværelset.”

Og netop den praktiske dimension, glæder Sofie Toftegaard, der også går på årgangen: ”Det er helt vildt at få lov til at arbejde med en halv gris. Det giver slet ikke den samme oplevelse at høre eller se videoer om det – slet ikke. Og så er det også virkelig rart, at det er en professionel, der er her i dag, for så kan man stille spørgsmål og få svar, man ved, er rigtige – og ikke bare noget, man har læst på internettet.”

Undervisning, der giver mening

For Ellen Marie Andreassen, der er uddannelsesvejleder på skolen, er dagen også vigtig for de unges perspektiver på uddannelse: ”Det er altid enormt givende, når eleverne får mulighed for at lave et stykke arbejde, der er én-til-én med det, man vil lave i en virksomhed. Derfor er det også rigtig dejligt, at ZBC udbyder de har forløb, hvor eleverne får en reel indsigt i branchen og de mange nuancer, der findes netop dér. Og så er forløbet og besøget også et rigtig stærkt eksempel på, hvordan lærerne kan arbejde med det timeløse fag uddannelse & job.”

Del