En drøm blev til virkelighed
Turen foregik med Michael i en specialbygget løbekørestol, der begyndte som en idé og en drøm.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Søndag lykkedes det brødrene Michael Ivan Larsen og Martin Mads Larsen at gennemføre CPH Half sammen. Turen foregik med Michael i en specialbygget løbekørestol, der begyndte som en idé og en drøm.
For 26 år siden ændrede en trafikulykke Michaels liv for altid. Som blot 21-årig blev han lam fra halsen og ned. For mange ville det have betydet enden på et liv med sport, men ikke for Michael Ivan Larsen.
Inden ulykken var håndbold en stor del af hans liv, både som spiller og træner. Den passion mistede han aldrig. Tværtimod har han gennem de sidste 25+ år brugt en stor del af sin fritid på at træne og udvikle børn, unge og voksne i lokalområdet.
Gennem årene har Michael Ivan Larsen været andenholdstræner, assistenttræner og førsteholdstræner i blandt andet Kalundborg Ungdom, Årby, Fuglede, Team Tissø, Bjergsted, BRV Kalundborg, Høng, Svebølle og SLH Håndbold. I Høng var han træner i seks år, i Svebølle i fem år, og i SLH Håndbold er han nu i gang med sin anden sæson.
Han har brugt tusindvis af timer på at skabe glæde, sammenhold og udvikling for andre og vist, at et handicap ikke behøver at sætte en stopper for at gøre en forskel.
Søndag den 20. september stillede Michael Ivan Larsen op til start ved CPH Half, der i år blev afviklet som World Athletics Road Running Championships 2026, sammen med sin bror, Martin Mads Larsen.
Det havde krævet både planlægning og forberedelse at nå frem til startlinjen. Vejrudsigten havde budt på både sol, regn, hagl og storm, og de to brødre havde derfor lagt en plan for, hvad de skulle have med, og hvad der kunne gå galt.
”Vi var faktisk nået dertil, hvor vi snakkede om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu havde vi endelig chancen for at gennemføre det sammen,” fortæller Martin Mads Larsen.
Heppet gennem København
Fra start til slut oplevede de to brødre en fantastisk stemning i Københavns gader. Undervejs blev der heppet på dem, og fordi Michaels Ivan Larsen navn stod på startnummeret, blev det råbt mange gange langs ruten.
”Jeg tror efterhånden, at Michael har hørt sit navn råbt på omkring 100 forskellige sprog,” fortæller Martin Mads Larsen.
Løbet gik efter planen, og de slap i lang tid for både regn og blæst. Omkring 19 kilometer inde på ruten ændrede vejret sig dog pludseligt.
”Jeg kan ikke huske, om det var mig, der jinxede det, da jeg sagde: ’Vi har da godt nok været heldige med vejret!’ For pludselig stod regnen ned i lårtykke stråler,” fortæller han.
Regnslaget blev lagt over Michael Ivan Larsen, og brødrene fortsatte mod målet.
Familien ventede ved målstregen
På de sidste 500 meter stod familie og venner klar til at heppe brødrene det sidste stykke mod målstregen.
”At få lov til at løbe hele turen sammen med min bror Michael i den løbekørestol, som startede som en idé og en drøm, og som i dag faktisk fik os igennem CPH Half, er svært at beskrive med ord,” fortæller Martin Mads Larsen og fortsætter: ”Der gik drømmen fra at være en tanke til at blive virkelighed.”
For Martin Mads Larsen handler drømmen om løbekørestolen også om noget større. Michael har gennem mere end 25 år brugt en stor del af sin fritid på håndbolden og på at skabe oplevelser, fællesskab og udvikling for andre. Han har været træner i en lang række klubber og har gennem årene gjort en forskel for børn, unge og voksne i lokalområdet.
”Michael har gennem mange år været vant til at gøre noget for andre og være den, der hjælper andre med at være en del af fællesskabet. Derfor fik jeg lyst til, at vi denne gang skulle vende det om. Nu skulle Michael selv have muligheden for at være med, ikke bare som tilskuer, men som aktiv deltager,” fortæller han, og fortsætter:
”Jeg ville gerne give min bror muligheden for at mærke den stemning og det fællesskab, som han selv har været med til at skabe for andre gennem håndbolden. Og at vi så kunne gøre det sammen som brødre, gjorde det endnu mere særligt.”
Han sender samtidig en stor tak til alle, der har støttet projektet, og særligt til Jerslev Stilladsservice A/S, som var med til at gøre løbekørestolen til virkelighed.
”Uden jer var det her stadig bare en drøm. I gjorde det muligt at få realiseret løbekørestolen, og dermed gav I min bror og mig muligheden for at opleve noget helt fantastisk sammen. Tak for at gøre vores drøm til virkelighed.”