Ellede – ude på landet, men midt i udviklingen
Ellede – ude på landet, men midt i udviklingen
Langt ude på landet – cirka 4,4 kilometer fra Kalundborg centrum – ligger Ellede. En landsby, der er vokset sammen med Raklev, og Raklev hænger jo tæt på Kalundborg. Vi er altså ikke så langt ude, som nogen tror.
Det er værd at huske, når Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) nu planlægger en udbygning af idrætsanlægget. Ambitionen er større end halgulv og boldbaner – der tænkes i fællesskab, trivsel og fremtid. Et samlingssted for børn, unge og ældre, hvor bevægelse og fællesskab mødes.
Men udvikling kræver også trygge rammer. Trafikken på Nyrupvej er en udfordring. Hastighedsbegrænsningen er på 70 km/t, men der køres ofte hurtigere end tilladt, og sikre overgange mangler. Det er blevet afvist at nedsætte hastigheden på strækningen, men et minimum må være at vi gør det mere sikkert for alle, at krydse vejen.
Især ved Bøgebjergvej og ved børnehaven. Også Gl. Nyrupvej og Elledevej trænger til bedre forhold for de bløde trafikanter.
Raklev Sogn er allerede et godt sted for børnefamilier. Med bedre trafiksikkerhed og et moderne idrætsanlæg kan vi gøre området endnu mere attraktivt – et sted, hvor man både kan leve trygt og bevæge sig frit.
Mikkel Egede Herskind, Henrik Petersson og Esben Hansen.