Ekstra møde skal hjælpe borgerne i planlagt industriområde

Det skabte stor røre og uro blandt borgerne i Årby og Melby, da kommuneplanen og Kalundborgs status som industripark blev offentliggjort. 

Ekstra møde skal hjælpe borgerne i planlagt industriområde
Formand for teknik- og miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V) fortæller, at der nu er udarbejdet fem forslag til industriområdet ved Årby og Melby. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kommuneplanen har været i høring, og det har resulteret i en lang række svar – heraf 50 om et helt specifikt område.

Borgerne i Årby og Melby har rejst kraftig kritik af planerne om at placere et stort industriområde tæt op ad Årby Skole og de omkringliggende boligområder.

I spidsen for kritikken står Philip Studinski, der har gjort et stort arbejde for at gøre opmærksom på planerne om et 70 hektar stort industriområde med tung og forurenende industri.

Bekymringen blandt borgerne steg især, da Kalundborg blev udnævnt til Industripark, og området K06.E09 – Kalundborg Syd – var omfattet - noget, borgerne ikke vidste, da kommuneplanen kom i høring, på trods af, at kommunen allerede havde sendt ansøgningen angående industriparken tilbage i maj måned. 

Han har både rettet skarp kritik af selve planerne og af processen.

Borgerne indsendte derfor en lang række høringssvar, og på teknik- og miljøudvalgets seneste møde var både kommuneplanen og høringssvarene på dagsordenen.

"Vi har gennemgået alle høringssvarene, og vi er kommet frem til, at vi er nødt til at holde et ekstraordinært møde i udvalget. Vi har bedt administrationen om at komme med nogle flere forslag til, hvordan vi kan bruge området," forklarer Jakob Beck Jensen (V), formand for teknik- og miljøudvalget.

Flere muligheder

På dagsordenen til det ekstraordinære møde har administrationen udarbejdet fem forslag til, hvordan man kan anvende området.

Nogle af forslagene har været oppe før, for eksempel etableringen af en 150 meter bred bræmme ved Årby Skole. Men der er nu også kommet et forslag om helt at undlade industri i dele af området og i stedet etablere tekniske anlæg.

"Det kan for eksempel være regnvands- og klimaanlæg, altså vandbassiner," forklarer Jakob Beck Jensen.

Mødet finder sted onsdag den 10. december, hvor teknik- og miljøudvalget skal tage stilling til administrationens forslag.

Philip Studinski er glad for, at man har lyttet til høringssvarene, men er stadig bekymret for planerne. 

"Den centrale indsigelse, som går på resterende 50 hektar, har man dog stadig ikke lyttet. Det handler om klasse 6 og 7 industri, som ikke kan overholde afstandskravene uanset hvad," siger han. 

Efterfølgende skal den nye kommuneplan behandles i økonomiudvalget og derefter på kommunalbestyrelsesmødet sidst på måneden.

 

Del