Ejendomsmæglere gav HHX-elever indblik i livet efter gymnasiet
Hvordan stiller man de rigtige spørgsmål til en kunde, og hvordan får man sit budskab klart igennem? Det var nogle af emnerne, da Estate Kalundborg besøgte 1.a på NEG Kalundborg HHX & HTX.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Eleverne i 1.a på HHX i Kalundborg fik koblet teori til praksis, da Estate Kalundborg besøgte klassen. Blandt gæsterne var en tidligere elev, som nu arbejder i den lokale virksomhed.
Hvordan stiller man de rigtige spørgsmål til en kunde, og hvordan får man sit budskab klart igennem? Det var nogle af emnerne, da Estate Kalundborg besøgte 1.a på NEG Kalundborg HHX & HTX.
Indehaver Thomas Ziegler Linnemann Jensen, tidligere HHX-elev Noah William Petersen og salgstrainee Marcus Bryde fortalte om deres arbejde og om kommunikationens betydning i hverdagen som ejendomsmægler.
Besøget var en del af faget almen sprogforståelse, hvor eleverne arbejder med, hvordan sprog bruges og fungerer i forskellige sammenhænge. Her fik de et konkret indblik i, hvordan fagets teori kan bruges i mødet med kunder.
Fra klasselokale til kundekontakt
Hos Estate Kalundborg handler god kommunikation blandt andet om at lytte til kundernes ønsker, afdække deres behov og tilpasse samtalen til den enkelte.
Dermed blev undervisningen knyttet til konkrete situationer fra en branche, hvor evnen til at forstå andre mennesker og formidle klart er en vigtig del af arbejdet.
”Når virksomheder inviteres ind i klasselokalet, får eleverne mulighed for at se, hvordan de teorier og faglige begreber, de arbejder med, bliver brugt i konkrete arbejdssituationer,” fortæller lektor Bjarne Ove Hansen på NEG Kalundborg HHX & HTX.
Tidligere elev vendte tilbage
For Noah William Petersen var besøget samtidig en tilbagevenden til den skole, hvor han selv har været HHX-elev. Denne gang stod han foran klassen som repræsentant for Estate Kalundborg.
Eleverne fik dermed mulighed for at møde en tidligere elev og høre om en mulig vej videre efter gymnasiet. Besøget gav også anledning til at tale om, hvordan man bliver ejendomsmægler.
”Det er fedt, at lærerne har kontakt til deres tidligere elever og til erhvervslivet i byen. Det var både hyggeligt, sjovt og dejligt, at vi fik mere at vide om, hvordan man kunne blive ejendomsmægler. Thomas sagde endda til vores gruppe, at han gerne ville have os med på fremvisning næste gang,” siger Maha Raad Abdeljabar fra 1.a på NEG Kalundborg HHX & HTX.
Lokale virksomheder indgår i undervisningen
Ifølge lektor Bjarne Ove Hansen var eleverne engagerede i besøget.
”1.a er en virkelig dejlig klasse. De var topmotiverede og man kunne tydeligt mærke, at besøget skabte nogle tanker, hvor de studerende fik et dybere indblik i, hvad den teoretiske viden kan anvendes til.”
Estate Kalundborgs besøg er en del af skolens løbende inddragelse af lokale virksomheder. Det sker både gennem oplæg på skolen og ved, at eleverne tager på virksomhedsbesøg.
Formålet er at skabe sammenhæng mellem teori og praksis og give eleverne indblik i de uddannelses- og karrieremuligheder, der venter efter gymnasiet.