Mange af os kender sundhedskortet som det karakteristiske gule plastikkort, der er en fast bestanddel i de fleste punge.
Siden 2021 har det også været muligt at have sundhedskortet digitalt som app på mobiltelefonen, og det har rigtig mange danskere. Sundhedskort-appen er blevet downloadet mere end 3,8 mio. gange siden lanceringen.
Men selvom man har downloadet det digitale sundhedskort, får man stadig tilsendt et fysisk plastikkort, da det digitale kort i dag kun er et såkaldt supplement til det fysiske kort.
Det skal en regelændring nu lave om på. Fremover skal det være muligt at fravælge det fysiske sundhedskortkort, hvis man foretrækker udelukkende at have kortet som app.
"Det er spild af ressourcer, at man i dag producerer og udsender fysiske sundhedskort til danskerne, når de fx flytter eller får ny læge, hvis kortene ligger hjemme i en skuffe og ikke bruges, fordi flere foretrækker det digitale sundhedskort”, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:
"Vi ændrer derfor nu reglerne, så man fremover kan sige nej tak til det fysiske sundhedskort. På den måde kan vi reducere antallet af fysiske sundhedskort, der udstedes i kommunerne, og samtidig gøre det lettere for de danskere, som udelukkende vil have sundhedskortet lige ved hånden på mobilen."
Der er flere fordele ved det digitale sundhedskort. Eksempelvis bliver oplysningerne på kortet automatisk opdateret, hvis man skifter adresse, læge eller får nyt efternavn. Det er også muligt at ringe direkte til egen læge ved at trykke på lægens telefonnummer i appen. Og hvis man har børn under 15 år, har man adgang til børnenes digitale sundhedskort.
Det vil fortsat være muligt at få udstedt og tilsendt et fysisk sundhedskort, hvis man ønsker det. Og man vil til enhver tid kunne vælge at få udstedt et fysisk sundhedskort.
I sundhedskort-appen og på borger.dk kan man tage stilling til, om man fremover vil modtage et fysisk plastikkort.
Regelændringen vil træde kraft fra den 27. maj 2025.