Dørene slået op til ny lingeri butik i centrum

Ud over undertøj i mange forskellige farver, faconer og størrelser er der også blevet plads til en række sommerkjoler, flotte selskabssko og tasker i den nye butik.

Dørene slået op til ny lingeri butik i centrum
Fra venstre, Emilie Jensen, Marianne Sejling, Brian Jensen og Heidi Seibæk i de nye lokaler i Bredgade. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag formiddag kunne Heidi Seibæk og Brian Jensen slå dørene op til deres helt ny lingeri butik i Bredgade 51 i Kalundborg. Kunderne stod i kø før åbningen.

Håndværkere og personale har arbejdet hårdt for at blive færdig til åbningen af Love Lingeri fredag formiddag.

Men alt var klar til kl. 10 og det var kunderne også, der var nemlig kø, inden døren blev åbnet til den nye lingeri butik i Bredgade.

”Der var mere end 10 kunder som stod og ventede da vi åbnede døren, det er meget overraskende, det havde vi ikke regnet med, og så har her været mange kunder i løbet af dagen,” fortæller Heidi Seibæk, som sammen med sin mand Brian Jensen, startede Love Lingeri som en webshop for omkring syv år siden.

Men især lokale kunder efterspurgte en fysisk butik hvor varerne kunne ses og mærkes. Derfor byggede parret en stor garage om på privatadressen i Raklev og åbnede en fysisk butik i december sidste år, men pladsen blev hurtigt for trang.

Derfor er alle aktiviteter nu samlet på Bredgade 51, hvor tøjbutikken Tekstur tidligere havde til huse.

Her er der væsentligt mere plads og de mange varer præsenterer sig flot.

Ud over undertøj i mange forskellige farver, faconer og størrelser er der også blevet plads til en række sommerkjoler, flotte selskabssko og tasker i den nye butik.

Der er også blevet plads til et lille hjørne, hvor herrerne kan blive parkeret med et glas vin mens kvinderne shopper i butikken.

Love Lingeri har åbent fra mandag til torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-17.30 og lørdag kl. 10-14.

Del