Donerede 45.000 kr. til 'Min Købmand' på Røsnæs
Mandag formiddag fik Min Købmand på Røsnæs en check i hånden.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mandag formiddag var der leben omkring den nye købmandsbutik på Røsnæs. Håndværkerne er i fuld gang, og flere frivillige var i gang med at vaske elementer ned. Alt imens fik Min Købmand overrakt en check fra Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus.
Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus tog i april initiativ til at afholde et støttearrangement til fordel for den nye købmand, der kommer på Røsnæs inden længe. Overskuddet samt et bidrag fra Kultur- og Forsamlingshuset løb op i kr. 45.000,-, som blev overrakt ’Min Købmand’ mandag formiddag.
”Vi besluttede i bestyrelsen at afholde et støttearrangement til fordel for vores nye butikshus, og der var en fantastisk opbakning. Vi havde fuldt hus, men kunne jo desværre kun være 80 i forsamlingshuset,” fortæller formand for Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus, Lene Henrichsen.
Til arrangementet optrådte bl.a. Bodil Jørgensen, Morten Zeuthen, Jens Søndergård, Hans Lawaetz, Birgit Holm, Kirsten Bodekær og Palle Kongsgaard.
I fuld gang med renoveringen
Både håndværkere og frivillige er lige nu i fuld gang i den gamle bygning, som er i gang med at blive renoveret, så den står klar til at tage imod kunder inden længe. Faktisk er planen, at Min Købmand på Røsnæs åbner mandag den 26. maj kl. 10, hvilket faktisk er en dag tidligere end først forventet.