Døde havfugle skal kortlægges langs Danmarks kyster

Store dele af de danske kyster skal denne vinter gennemgås for døde havfugle, der er skyllet i land.

Døde havfugle skal kortlægges langs Danmarks kyster
Danmarks havfugle er under pres. Her død sule i sandet. Foto: Jan Skriver

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Frivillige skal i vinter registrere fugledødsfald for at afdække krisen på havet. Danmarks havfugle er under pres. Bestande af blandt andet suler, mallemukker, rider og alkefugle som lomvier er i de senere år gået markant tilbage. Årsagerne tæller blandt andet fødemangel, forurening, sygdom og ændringer i havmiljøet som følge af klimaændringer.

Derfor skal store dele af de danske kyster denne vinter gennemgås for døde havfugle, der er skyllet i land. DOF BirdLife står for registreringen i samarbejde med Aarhus Universitet, som leder forskningsprojektet SUPRE – Seabirds Under Pressure.

Strandvandringer i februar og marts

I februar og marts gennemføres målrettede strandvandringer langs danske kyster for at registrere døde havfugle og indsamle materiale til forskning. Formålet er at opnå større viden om både omfanget af fugledøden og de bagvedliggende årsager.

Baggrunden er, at flere arter i de senere år har været ramt af alvorlige kriser, herunder tilfælde af massedød blandt suler, rider, mallemukker og alkefugle.

Simon S. Christiansen, leder af Skagen Fuglestation og DOF BirdLifes tovholder i projektet, siger: “Vi vil mobilisere en større skare af frivillige ornitologer, som skal gå udvalgte kyststrækninger igennem for at lokalisere døde havfugle, der er skyllet i land. Desuden vil en mindre gruppe udvalgte strandvandrere få til opgave hvert år at indsamle mindst 50 individer af nøglearter som sule, mallemuk og ride. Disse fugle skal derpå obduceres af Aarhus Universitet i et forsøg på at fastslå fuglenes generelle tilstand og deres dødsårsager.”

Særligt fokus på vestlige og nordlige kyster

Projektet består både af spontane registreringer, som kan foretages året rundt, og en landsdækkende national tælling i dagene 28. februar til 1. marts – vinterens sidste weekend.

De mørke vintermåneder er højsæson for døde havfugle på kysterne. Flere end tre millioner havfugle skønnes at overvintre i de danske farvande.

“Vi håber at få dækket flere hundrede kilometer kyst, men hver optæller behøver ikke at gå mere end nogle få kilometer for at deltage. Det vigtigste er, at alle døde fugle i en afstand af cirka 20 meter fra vandkanten bliver registreret,” siger Simon S. Christiansen.

Registreringen foregår via DOFbasens app, som også registrerer GPS-positioner og den gennemgåede rute.

Sult, plastik og fugleinfluenza

De senere år har budt på flere tilfælde af massedød blandt havfugle i Danmark og Nordatlanten. I vinteren 2022 blev store mængder lomvier, alke og lunder fundet døde langs Nordsøens kyster. Fuglene manglede fedt på kroppen og var døde af sult.

Året efter viste undersøgelser, at over halvdelen af de mallemukker, der drev døde i land på de nordlige danske kyster, havde plastik i maven.

Riden er blandt de hårdest ramte arter, og flere bestande omkring Nordsøen og Nordatlanten er kollapset på grund af ændringer i havets økosystem og fødemangel. Samtidig har fugleinfluenza ført til massedød i flere kolonier, blandt andet blandt storkjover.

Alarmklokkerne ringer til havs

Ifølge Simon S. Christiansen står mange havfuglearter over for en kombination af alvorlige trusler: “Mange arter af havfugle står overfor mange udfordringer i disse år, og alarmklokkerne lyder, fordi føden af fisk for især alkefugle er forsvundet i foruroligende grad.”

Industrifiskeri, plastikforurening og efterladte fiskeredskaber presser fuglene yderligere, ligesom sygdomme og invasive rovdyr påvirker ynglepladserne.

Klimaændringer ændrer havfuglenes levevilkår

Klimaændringerne udgør en stadig større trussel mod havfuglene. Varmere havvand får fødeemner til at rykke nordpå, hvilket kan tvinge visse arter til at opgive deres sydlige leveområder.

Også iltsvind i indre farvande og fjorde skaber problemer, fordi havfuglenes fødeemner forsvinder. Danmark er med sine lavvandede farvande et af de vigtigste vinterområder for dykænder, lommer og alkefugle.

"At livet på havbunden over store områder er forringet eller helt forsvundet efter iltsvind er en trussel mod adskillige arter af havfugle,” siger Simon S. Christiansen.

Fakta: SUPRE-projektet

SUPRE – Seabirds Under Pressure – er et nationalt initiativ ledet af Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience.
DOF BirdLife indsamler data til projektet, som er finansieret af VELUX-fonden frem til 2028.

Projektet indebærer blandt andet undersøgelser af døde havfugle for miljøfarlige stoffer samt effekter af forurening og marint affald. Målet er også at samarbejde med fiskerierhvervet og offshore-industrien om løsninger, der kan mindske truslerne mod havfuglene.

Meld dig som strandvandrer

Frivillige, der vil hjælpe med at registrere døde havfugle eller indsamle fugle til obduktion, kan kontakte DOF BirdLifes projektgruppe på havfugl@dof.dk.
Forudsætningen for deltagelse er brug af DOFbasens indtastningsapp.

Del