Disse skader sender håndværkere på overarbejde i helligdagene
Når julefreden sænker sig i de danske hjem, stiger belastningen på både el, vand og varme.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Når jul og nytår fejres med fuld blus i køkkenet og varme i alle rum, bliver hjemmets installationer sat på prøve. Det giver travlhed hos lokale installatører, der hvert år rykker ud til de samme typer akutte skader.
Når julefreden sænker sig i de danske hjem, stiger belastningen på både el, vand og varme. Julemad, gæster og ekstra forbrug i feriedagene fungerer som en stresstest af boligen – og det mærkes tydeligt hos installatører, som oplever en stigning i akutudkald hen over jul og nytår.
“Julen er højsæson for hygge, men også for tekniske problemer i boligen. Vi laver fed mad, bruger mere strøm end normalt og skruer op for varmen i rum, der måske sjældent er i brug. Det kan få installationerne til at give op på de mest ubelejlige tidspunkter,” siger Birger T. Christiansen, teknisk konsulent i erhvervsorganisationen TEKNIQ.
Strømsvigt kan slukke julehyggen
Strømafbrydelser er blandt de mest almindelige årsager til akutte opkald i juledagene. Når ovn, kogeplader, opvaskemaskine, vaskemaskine og måske også varmepumpe kører samtidig, kan eltavlen blive overbelastet.
Særligt i ældre boliger med smeltesikringer kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man mangler reservesikringer og må tilkalde en elektriker akut. I andre tilfælde er der tale om mere alvorlige nedbrud på varmeanlæg eller varmtvandsbeholder.
“Den pludselige spidsbelastning kan være dråben, der får eltavlen eller varmekilden til at stå af midt i julehyggen. Man kan forebygge meget ved at have sikringer klar og sørge for løbende service af varmekilden,” siger Birger T. Christiansen.
Fed julemads-klassiker stopper afløbene
Stoppede afløb er en anden genganger i helligdagene. Fedt fra juleanden og den øgede aktivitet i køkkenet kan hurtigt størkne i rørene og skabe propper i både afløb og faldstammer.
Samtidig kan utætte vandrør eller radiatorer give problemer, når varmen skrues op i stuer og værelser, der normalt ikke bruges.
“Mange skader kan undgås med sund fornuft. Rens riste og vandlåse inden helligdagene, og sørg for at vide, hvor man lukker for vand og strøm, hvis uheldet er ude,” lyder rådet.
Her rykker håndværkerne oftest ud i julen
Ifølge installatørerne går de fleste akutte jule- og nytårsudkald på:
- Stoppede afløb – fedt og madrester sætter sig i rørene
- Strømsvigt – overbelastning fra køkkenmaskiner og husholdningsapparater
- Manglende varme – varmeanlæg, der ikke er serviceret
- Vandskader – rør og samlinger, der giver efter for øget forbrug
Sådan undgår du julepanik
Vil man minimere risikoen for akutte problemer i helligdagene, anbefales det blandt andet at:
- Tjekke eltavlen og have ekstra smeltesikringer liggende
- Fordele strømforbruget og undgå at bruge mange maskiner på én gang
- Sørge for, at varmeanlægget er serviceret
- Gennemgå julebelysning og kabler for skader
- Vide, hvor hovedafbryder og afspærringshaner sidder
- Med lidt forberedelse kan julefreden bevares – og håndværkerne få en roligere vagt i helligdagene.