DGI løb i Nøragerskoven
Med hele 600 deltagere til afslutningen på DGI’s crossløbssæson, kan man vist roligt kalde arrangementet en succes.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Såvel vejret som lokationen var helt i top, da 600 løbere havde sat hinanden stævne til årets femte og sidste crossløb i DGI-sammenhæng.
Det var nemlig de smukke omgivelser i og omkring Nørager Gods, der satte rammen for lørdagens løb – et løb, der førte de mange løbere over Kløveshøj, der med sine 100 meter er et af de højeste punkter på Sjælland.
Det var Høng Løbeklub, der stod for at arrangere og afvikle løbet, og derfor var det formand for løbeklubben, Britta Lauersen, der bød velkommen kort før de første løbere blev sendt afsted.
De 50, der havde meldt sig til den korteste distance på tre kilometer, blev sendt afsted klokken 10.30, mens den store gruppe på omkring 550 løbere blev sendt afsted omkring 45 minutter senere.
Det var 11-årige Oscar Gøtterup Bagge fra Ego Pacers Club, som kom hurtigst i mål på tre kilometer distancen med 19 minutter og 22 sekunder, men lige i hælene på ham løb Henrik Dalby Damm fra Fløng i tiden 19 minutter og 59 sekunder. Han løb i aldersklassen 60-69 år. På tredjepladsen kom Peter Tagmos fra Høng Løbeklub i gruppen 40-49 årige i tiden 21 minutter og 40 sekunder.
Fra Kalundborg Idrætsforening var ni løbere taget med til Nørager, og her opnåede tre af dem medaljer, nemlig Poul Anker Nielsen i aldersgruppen +75 år, der løb tre kilometer i tiden 34 minutter og 26 sekunder, Eva Sommer Hemmingsen blev også hurtigst i samme aldersgruppe i tiden 45 minutter og 09 sekunder på seks-kilometers ruten, mens Rune Skjold Tjørnløv kom ind i tiden 54 minutter og 18 sekunder på ni-kilometers ruten. Han løb i gruppen 40-49 årige.
Alle resultaterne kan man finde på Sportstiming.dk.
DGI har gennem vinteren arrangeret fem crossløb i samarbejde mellem DGI Midt- og Vestsjælland og de lokale løbeklubber.
Der er blevet løbet ved Hedeland Naturpark ved Hedehusene, i Kystskoven i Kalundborg, ved Hvalsø og i Nøragerskovene. Løbet i Rørvig blev aflyst på grund af sne.