Den store finale: Sæsonens sidste DGI Crossløb sættes i gang
Lørdag den 7. marts 2026 er sidste chance i denne sæson for at snøre skoene og stille til start i DGI Midt- og Vestsjællands populære crossløb.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Endnu en eksklusiv løbeoplevelse venter, når starten går fra Nørager Gods, gennem mark og skov, og op ad ikoniske Kløveshøj bakke med sine 100 højdemeter.
Foråret er på vej, og dermed nærmer afslutningen på DGI’s crossløbssæson sig. Sæsonens sidste løb sætter punktum for endnu en stærk crossløbsserie – med fart, udfordrende terræn og gode oplevelser.
Løbet ved Nørager Gods er det sidste af i alt fem crossløb, der afholdes på nøje udvalgte lokationer på Midt- og Vestsjælland. SelvomDGI kalder det cross, løbes ruterne som trail, og sidste år samlede løbet intet mindre end 600 deltagere, der udfordrede sig selv og holdt formen ved lige gennem de kolde vintermåneder.
Fysisk og mental udfordring
De fem crossløb arrangeres i et samarbejde mellem DGI Midt- og Vestsjælland og lokale løbeklubber. Lørdag den 7. marts står Høng Løbeklub klar til at byde deltagerne velkommen til en helt særlig løbeoplevelse i Ruds Vedby, hvor klubben har tilrettelagt en god rute omkring det historiske gods:
”Det er altid en fornøjelse at få lov til at invitere de mange løbere gennem området, og det bliver mindst lige så spektakulært som sidst. Ruterne er nøje afmærket, vores frivillige står klar i terrænet og undervejs venter blandt andet bestigningen af Kløveshøj på 100 meter. Start og mål ligger midt i godsets gård, så der er lagt op til en fantastisk løbeoplevelse”, forklarer Ove Pedersen fra Høng Løbeklub.
Fællesskabet i fokus
For Høng Løbeklub handler crossløbene ikke kun om kilometer og tidtagning – men i lige så høj grad om fællesskabet. Arrangementerne holder motivationen oppe i vintermånederne og skaber mulighed for at være aktive sammen.
“Vi ser frem til en dag, hvor både teknik og udholdenhed bliver sat på prøve. Terrænet med smattede skovstier og stejle bakker giver alle en mulighed for at udfordre sig selv – men det handler lige så meget om fællesskabet og oplevelsen undervejs. Jeg håber, at mange lokale har lyst til at være med og mærke stemningen. Crossløbet er for alle, uanset niveau, og jeg glæder mig meget til at byde både nye og erfarne løbere velkommen,” lyder det fra Ove Pedersen.
Distancer for alle
Selvom løbene normalt er på 3, 6 og 9 km, byder crossløbet ved Nørager Gods denne gang på tre lidt længere distancer: 4 km, 6 km og 10 km. De forskellige distancer sikrer, at både nybegyndere og erfarne løbere kan være med. Løbere i alle aldersgrupper deltager, fra børn under 11 år til ældre over 80. For at sikre en god fordeling fra start sendes løberne på 6 og 10 kilometer af sted i heats, hvor de hurtigste starter forrest. 4 kilometer-distancen afvikles som den første, og her starter alle deltagere samtidig.
Det kræver ikke særligt udstyr at deltage, men et par gode trailsko kan være en klog investering, når terrænet viser sig fra sin glatte, vinterlige side.
Tilmelding
Billetter frigives løbende, og der er stadig mulighed for at tilmelde sig online eller på dagen.
Løbstider
Kl. 10.30: ca. 4 km (tidsgrænse 40 min.)
Kl. 11.15: ca. 6 km og ca. 10 km (i grupper á 50-100 løbere, de hurtigste forrest)
De fem crossløb
Crossløbet ved Nørager Gods er sidste af fem løb i denne serie:
1. løb: lørdag d. 1. november 2025 i Hedeland Naturpark, Hedehusene
2. løb: lørdag d. 6. december 2025 i Kystskoven, Kalundborg
3. løb: lørdag d. 10. januar 2026 ved Det Hvide Spor, Hvalsø
4. løb: lørdag d. 7. februar 2026 i Sandflugtsplantagen, Rørvig
5. løb: lørdag d. 7. marts 2026 ved Nørager Gods, Ruds Vedby