Det vrimler med gøglere, riddere, musikanter og handelsfolk

Kalundborg Middelalderfestival er en historisk festival, som finder sted lige der, hvor store betydningsfulde begivenheder fandt sted i middelalderen – nemlig i og ved Højbyen i Kalundborg.

Det vrimler med gøglere, riddere, musikanter og handelsfolk
Der har været mange gæster forbi Middelalderfestivalen i Kalundborg i weekenden. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det er nok ikke gået mange kalundborgenseres næse forbi, at Museum Vestsjælland i denne weekend har afholdt Middelalderfestival i området omkring Højbyen i Kalundborg.

Det myldrer lige nu med gøglere, riddere, musikanter og handelsfolk, og der er opstillet boder alle vegne. Der er nemlig Middelalderfestival i Kalundborg. Det har rigtig mange opdaget, og der har været omkring 4.000 gæster på besøg fredag og lørdag.

“Fredag og lørdag har der nok været omkring 4.000 gæster. Det er super godt, og vi er jo ikke færdige endnu. Vi kører fuldt program til kl. 16 i dag, og underholdningen er lige så god, som de andre dage. Derudover har vi jo været heldige med vejret, så vi er godt tilfredse. Kunstnerne, der har optrådt, er også blevet modtaget så fint af publikum, især ildshowet vakte stor begejstring,” fortæller Pernille Nielsen, der eventkoordinator ved Museum Vestsjælland.

En endnu større festival om to år

Hun fortæller endvidere, at der I år er flere frivillige end tidligere år, hvilket betyder meget for festivalen: “De er så gode, og vi kunne ikke afholde festivalen uden dem. Netop fordi der er så mange frivillige og de er så godt, så tænker jeg, at vi kan stable noget endnu større på benene om to år, hvis blot vi også finder midlerne til det,” slutter Pernille Nielsen af med at fortælle.

Man kan i øvrigt stadig nå at besøge Middelalderfestivalen i Højbyen i Kalundborg, der har åbent indtil kl. 16 i dag, søndag.

Her fandt store betydningsfulde begivenheder sted

Kalundborg Middelalderfestival er en historisk festival, som finder sted lige der, hvor store betydningsfulde begivenheder fandt sted i middelalderen – nemlig i og ved Højbyen i Kalundborg.

Festivalen blev første gang afholdt i 2015, og er vokset sig større siden da. Sidste festival blev afholdt i 2023, hvor omkring 5.000 glade gæster slog vejen forbi. I 2024 var festivalen i Ringsted.

Kalundborg Middelalderfestival er et samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Kalundborg Kommune, præstegruppe og menighedsråd ved Vor Frue Kirke, lokale foreninger, erhvervsliv, frivillige og velgørende institutioner.

Del