’Det var den helt rigtige beslutning’

”Mange har den opfattelse at vi kun laver Volvo, men vi laver alle slags biler og alle mærker, vi har udstyr til alt, også til elbiler og vi har haft medarbejdere på kursus i at reparere elbiler"

’Det var den helt rigtige beslutning’
Patrick Hansen og Thomas Lentz foran bygningen på Slagelsevej i Kalundborg hvor TP Performance holder til. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Tilbage i 2020 startede de to kammerater Thomas Lentz og Patrick Hansen deres eget autoværksted, nu er firmaet vokset til seks medarbejdere og er flyttet til noget større lokaler.

Det var den store interesse for biler som i 2020 fik de to kammerater Thomas Lentz og Patrick Hansen til at åbne deres eget autoværksted, TP Performance, på Esbern Snaresvej (ved siden af Circle K).

Siden starten har kunderne nærmest stået i kø for at få repareret deres bil og i midten af 2023 blev den første medarbejder ansat.

Lokalerne på Esbern Snaresvej blev for små til de mange aktiviteter og i januar i år flyttede TP Performance til væsentligt større og bedre lokaler på Slagelsevej 252 i Kalundborg.

”Det var den helt rigtige beslutning vi tog dengang, firmaet er bare vokset lige siden vi startede og i dag er vi seks medarbejdere i alt, især efter vi er flyttet er mængden af kunder strømmet til, faktisk har vi haft 1000 biler igennem værkstedet her siden januar,” fortæller Patrick Hansen.

Det var især interessen for Volvo biler som førte de to kammerater sammen og kunderne kommer også langvejs fra for at få repareret deres Volvo, men det er langtfra det eneste som Thomas og Patrick beskæftiger sig med.

”Mange har den opfattelse at vi kun laver Volvo, men vi laver alle slags biler og alle mærker, vi har udstyr til alt, også til elbiler og vi har haft medarbejdere på kursus i at reparere elbiler, så der er ikke noget vi ikke kan klare og det gælder både privat og erhverv,” fortæller Patrick Hansen.

I de nye lokaler på Slagelsevej er der også blevet plads til et venteværelse hvor der er mulighed for at nyde en kop kaffe og eventuelt arbejde med sin computer mens bilen er til service.

TP Performance er i øvrigt blevet en del af kæden Castrol Serviceværksted.

Der er allerede planer om udvidelse af aktiviteterne hos TP Performance, inden længe bliver der også åbnet for salg af nyere brugte biler.

Del