Det mexicanske bøfhus: Klar med endnu et nyt tiltag

Det Mexicanske Bøfhus er klar med endnu et tiltag, der lægger sig i slipstrømmen på flere initiativer. 

Det mexicanske bøfhus: Klar med endnu et nyt tiltag
Sülle Gövercin fra Det Mexicanske Bøfhus er klar med endnu et nyt initiativ: Ad libitum smørrebrød i forbindelse med påsken. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Det seneste års tid har Det Mexicanske Bøfhus lanceret en række nye tiltag, som man med tiden håber bliver til traditioner i byen.

Til Halloween sidste år inviterede man for eksempel til “Dining in the Dark”, hvor lyset blev slukket i restauranten, mens gæsterne spiste. Til jul bød man på julefrokost, i vinterferien spiste børnene gratis med, og nu er man klar med endnu et tiltag.

“Vi vil gerne skabe nogle nye initiativer, som med tiden kan gå hen og blive nogle traditioner, som kalundborgenserne forhåbentlig vil tage til sig,” forklarer Sülle Gövercin, der sammen med sin bror Ali og driver det Mexicanske Bøfhus.

Spis alt, hvad du kan

Det nye initiativ, som Det Mexicanske Bøfhus går i luften med, er påskefrokost.

Man tilbyder ganske enkelt smørrebrød ad libitum fire dage fra den 2. til den 5. april, hvor man kan komme og spise alt det smørrebrød, man orker, i tidsrummet fra klokken 11 til 15.30.

“Vi håber, folk har lyst til at gå ud og spise sammen og hygge sig i påskedagene. Det er allerede nu muligt at gå ind og bestille bord,” siger Sülle Gövercin.

Tilbuddet går på, at man for en fast pris kan spise alt det luksus-smørrebrød, man orker.

Del