Det maritime Værksted langt fra vand

Det maritime Værksted langt fra vand

Læserbrev: Det maritime Værksted langt fra vand

Hvad har Det maritime Værksted at gøre langt fra vandet på Rynkevangen? Cirka lige så meget som et bibliotek har at gøre på havnen. I tre år har Det maritime Værksted være med til at skabe liv og maritim aktivitet på den gamle Vesthavn og gøre den til - ja, netop en havn.

Men nu må værkstedet forlade sit - midlertidige, bevares - lejemål i det gamle pakhus, fordi det skal bygges om. Og det er ingen skam. Det, der skal komme i stedet, er efter de offentliggjorte tegninger at dømme noget pænere end det gamle. Det vil endda komme til at ligne pakhuset, som det var oprindeligt.
Men netop kun ligne. Det, Kalundborg Kommune vil med huset, har intet med havnen som havn at gøre. Det komme ikke til at bidrage til havnen som mødet mellem sø og land - det, der gør den interessant. Uden maritim aktivitet kommer det nye kulturhus til at residere over en vandørken.
Det maritime værksteds formand, Hardy Bruun, udtrykker glæde for det nye sted til værkstedet, og for at det kan fortsætte med at eksistere. Han er en høflig mand. Han antyder dog et håb om, at Det maritime Værksted en gang igen kan komme nærmere på vandet.
Jeg deler hans håb. Og føjer mit eget til: gerne sammen med Kalundborg Søfartsmuseum. Og helst på den gamle Vesthavn. Det er vel endnu ikke for sent at flytte nogle streger på tegningen til det nye pak- og kulturhus, så det kan lade sig gøre.

Med venlig hilsen
Jørgen T. Madsen
Søvejen 11
4490 Jerslev Sj.

Del