Det kan blive dyrt at indbetale for meget til sin ratepension

Det er pænt sagt en dårlig idé at gøre, fordi indskyderne derved ender med at betale skat to gange af de samme penge.

Det kan blive dyrt at indbetale for meget til sin ratepension
Hvert år er der omkring 40.000 danskere, der indbetaler mere til deres ratepension end, hvad de kan få fradrag for. Det fortæller Kia Witthøfft Jensen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Kalundborg, om.

gitte@tv-kalundborg.dk

Hverken et af landets største pensionsselskaber eller Skattestyrelsen svarede rigtigt, da de blev spurgt om muligheden for at korrigere en mangeårig fejl med for store indbetalinger til en ratepension.

Hvert år er der omkring 40.000 danskere, der indbetaler mere til deres ratepension end, hvad de kan få fradrag for. Det er pænt sagt en dårlig idé at gøre, fordi indskyderne derved ender med at betale skat to gange af de samme penge. Når så mange alligevel gør det, skyldes det, at de ikke er klar over, at de indbetaler mere, end de kan få fradrag for.

Kun Skattestyrelsen kender til indbetalingerne

”Faktisk er det kun Skattestyrelsen, som kender til de for store indbetalinger. Styrelsen modtager nemlig indberetninger om alle pensionsindbetalinger, og er dermed i stand til at begrænse fradraget til det maksimale beløb. Når det sker, gives der besked om fradragsbeskæringen på årsopgørelsen. Desværre er der ikke mange, der læser den slags, og derfor er der også kun få, der gør noget ved problemet, selv om der findes en løsning på det,” fortæller Kia Witthøfft Jensen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Kalundborg, og fortsætter: ”Enten kan det for meget indskudte beløb nemlig overføres til en livsvarig livrente, hvor der ikke gælder noget fradragsloft. Eller også kan beløbet tilbagebetales – altså hæves – fra pensionsordningen, hvilket kan ske uden skattemæssige konsekvenser. Skatte-reglerne rummer ikke nogen forældelsesfrist i forhold til tilbagebetalings-muligheden. Derimod kan overførsel til en livrente kun ske med fradragsvirkning for i bedste fald de seneste fire år.”

En historie fra det virkelige liv

Medierne omtaler stort set hvert år problemet med de mange, der foretager for store indbetalinger uden at gøre noget ved det. Tilbage i februar i år var der således en artikel på TV2.dk om emnet. Artiklen blev læst af et ægtepar, og den fik dem til at tjekke mandens årsopgørelser for de senere år. Det var en god idé. Det viste sig nemlig, at han for årene 2013-2023 samlet havde indbetalt næsten 130.000 kr. mere til sine ratepensioner, end han havde fået fradrag for. Glade over at have opdaget fejlen, besluttede parret at søge om tilbagebetaling af pengene. Det viste sig dog at være nemmere sagt end gjort.

”Først kontaktede de pensionsselskabet. Her fik de at vide, at de kun kunne få tilbagebetalt de for store indskud tilbage til 2020. Herefter kontaktede de Skattestyrelsen, som gav dem samme besked. Som et sidste forsøg henvendte de sig til os i rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO. Vi har hos Skattestyrelsen fået bekræftet, at der skattemæssigt ikke gælder nogen forældelsesfrist i forhold til muligheden for tilbagebetaling af for store indskud. Parret modtog også et link til en artikel, hvori vi nævner dette. Endnu en gang kontaktede parret derefter pensionsselskabet, hvor medarbejderen i første omgang fastholdt, at der kun kunne ske udbetaling tilbage til 2020, men som dog modvilligt – efter at være blevet foreholdt vores artikel – lovede at undersøge sagen nærmere. Og efter at have konsulteret en kollega vendte medarbejderen tilbage med besked om, at de var enige i, at der kunne ske udbetaling helt tilbage til 2013. Mindre end tre uger senere stod pengene på mandens konto. Var det ikke sket, ville det på sigt have kostet ham en unødig merskat på næsten 50.000 kr.,” fortæller Kia Witthøfft Jensen.

Manglende kendskab til reglerne bekymrer

Det er selvsagt godt, at historien fik en lykkelig udgang, men hos BDO finder man det nu alligevel stærkt bekymrende, at hverken et af landets største pensionsselskaber eller Skattestyrelsen kender reglerne, og derfor svarer forkert, når de bliver spurgt om muligheden for at korrigere fejlen med for store indbetalinger til en ratepension.

”Frygten er, at der potentielt er flere – måske mange – som har fået dette svar, og som har slået sig til tåls hermed,” slutter Kia Witthøfft Jensen af med at sige.

Del