Det dør man jo ikke af...

Læserbrev: Det dør man jo ikke af...

Jeg ka ik mere <3 Undskyld

Jeg elsker jer <3

Hvad nu? Hallo?

Hvad har du gang i?

Ovenstående Messenger-samtale er fra d. 20 april 2024, omkring midnatstid. Min søn på 19 år og jeg sad i hver vores hjem og skrev sammen. Vi var lige ved at gå i seng, da han sendte de beskeder. Jeg blev øjeblikkeligt urolig, og kort efter mit sidste spørgsmål ringede jeg til ham. Han hulkede, hev efter vejret og fik fremstammet at vi skulle ringe efter en ambulance, for han havde taget en masse piller.

Alt gik i stå, i hvad der føltes som en evighed, men i virkeligheden gik der kun en håndfuld sekunder. Vi fik lagt en plan for, hvordan vi skulle bære os ad, min kæreste kørte op til min søn, jeg blev hjemme og ringede 112 og herefter fik jeg arrangeret pasning til lillebror. Jeg gav min kærestes mobilnummer til sygeplejersken, så hun kunne få at vide hvad der skete på stedet og hjælpe undervejs. Jeg afventede min venindes ankomst, så jeg kunne køre.

Min kæreste kom op til min søns lejlighed. Min søn lå på knæ ved trappen og råbte på hjælp, han havde forsøgt at kaste op. Han græd og sagde at han ikke mente det, at han jo ikke ønskede at dø. Min kæreste hjalp min søn, med en sygeplejerske i røret, ind i varmen igen og forsøgte at få ham til at kaste mere op.

Da jeg ankom til min søns lejlighed er ambulancen på stedet, redderne var i færd med at hjælpe min søn ind i ambulancen og samtidig få styr på, hvor meget medicin min søn havde taget. Det var svært at danne sig et overblik, da han, udover de piller han allerede havde slugt, også havde gjort en portion mere klar på bordet foran sig.

Vi kørte efter ambulancen til Holbæk Sygehus, hvor min søn blev indlagt til observation natten over. Dagen efter blev han overført til Psykiatrisk Akutmodtagelse på Slagelse Sygehus, hvor han også overnattede. Han blev udskrevet dagen efter. Under hans indlæggelse blev hans lommer tømt, og der fandt personalet hans afskedsbrev. Det var ikke det første afskedsbrev, min søn havde skrevet i sit unge liv.

Jeg var løbende i kontakt med familie, skoler og begge mine sønners rådgivere ved Kalundborg Kommune. Hele familien var selvfølgelig meget påvirket, vi var ængstelige og bekymrede for min søn. Det er vi stadig. I skoleregi havde man fuld forståelse for situationen for alles vedkommende, og samarbejdede gerne for at finde den bedste tilgang til de svære omstændigheder.

Da jeg fortæller min yngste søns rådgiver om det der er sket, bliver der spurgt ind til hvilken slags medicin, storebror havde taget. Da jeg var færdig med at remse de forskellige medikamenter op, blev der tørt sagt: ”Men, det dør man jo ikke af...”

Min ældste søns rådgiver tager lige så let på begivenhederne, for selvom jeg fra dagen for min søns udskrivelse, gør opmærksom på, at han skal støttes så meget som muligt, er der i dag, 6 måneder senere, endnu ikke blevet lyttet. Min søns støttebehov vurderes ganske enkelt til stadig at være minimalt.

Under opholdet i Psykiatrien i Slagelse, i Distriktspsykiatrien i Holbæk, umiddelbart efter udskrivelsen og ved egen privatpraktiserende psykiater anbefalede man efterfølgende at min søn skal have intensiveret socialpædagogisk støtte for at kunne leve et rimeligt liv, læs: rimeligt. Man fremsendte faktisk en meget udførlig beskrivelse af hvad min søn har behov for, til Kalundborg Kommune.

Altså, Kalundborg Kommunes vurdering er: Let støtte (en smule, lidt). 5 timer pr. uge, hvis der ikke er ferie eller sygdom, for så må han undvære.

Adskillige, professionelle instanser med indgående kendskab til min søns funktionsnedsættelse vurderer: En intensiveret socialpædagogisk indsats.

Hvorfor insisterer man hårdnakket på IKKE at lytte?

Hvordan skal jeg passe på mine børn, når halvdelen af systemet svigter så massivt? Ingen børn skal opleve det mine børn oplevede den nat. Ingen forældre skal opleve det vi oplevede den nat. Det kunne have været undgået, havde man hjulpet min søn langt tidligere i hans liv. Mine børns sager er ikke nye eller ukendte for de involverede afdelinger.

I stedet sidder vi tilbage med en følelse af at være en byrde for kommunen, ”for dyr” og for krævende. Og det lægger man ikke skjul på – man indkalder gerne til et såkaldt ”sparemøde”, her fortælles, at rådgiver er blevet pålagt af ledelsen at undersøge om den (i forvejen sparsomme) § 85- støtte, der bliver givet til borgeren, bliver udnyttet til fulde. Samtidig får vi at vide at min søn kan få frataget støtten, hvis jeg hjælper det mindste. Så jeg skal altså se til, mens min søn går til grunde – velvidende at han har brug for hjælp. Og i øvrigt må man gerne vælge at gå til i sit eget skidt og møg. Det er en uværdig måde at behandle mennesker på.

Og sikke et ressourcespild at lave handleplan efter handleplan, hvor målet er at udvikle funktionsniveauet, men uden at bevilge støtten til det.

Skal vores børn virkelig dø, før man tager ansvar og griber til handling i Kalundborg Kommune?

Hermed en opfordring til samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune – for det her er jeres ansvar:

Gå nu ind i de enkeltsager!

I kan ikke blive ved med at gemme jer bag, at I ikke må. Det er simpelthen ikke rigtigt. I må bare ikke kommentere på sagerne offentligt – men for lukkede døre må i! Jeg er ret så sikker på, at alle med sager i Fagcenter Børn og Familie og Voksenspecialenheden hellere end gerne så, at sagerne blev gransket lidt af jer, der faktisk burde sikre at alt foregår korrekt i henhold til gældende lovgivning (for det gør det ikke).

Læs de afskedsbreve, når I får dem vist!

Det er bestemt ikke rart, men forestil jer så, hvordan det er at være mor til et barn, der ikke ønsker at være i verden mere, fordi det er for svært. Forestil jer smerten i at se jeres barn langsomt miste sig selv. Forestil jer, hvordan maven knuger sig sammen og halsen snører sig, når man venter på den næste besked, der kan være den sidste. Forestil jer, hvordan hjertet hamrer løs i brystet, hver gang en ambulance kører med udrykning i nærheden.

Vores børns liv er på spil, det her er alvor!

Tag børnene alvorligt, og tag børnenes forældre alvorligt. For det skal tages alvorligt, - det er den eneste måde, hvorpå det kan forgrene sig nedad, udad og ikke mindst opad i kommunens organisation. Min søns råb om hjælp blev ikke hørt, det var forgæves – ingen skal derud, hvor et farvel til livet er eneste udvej.

Det dør man jo ikke af...

Men det kunne han have gjort. Den nat kunne jeg have mistet min søn.

Heidi Sanding