Der snakkes meget om livskvalitet…

Læserbrev: Der snakkes meget om livskvalitet…

Er det livskvalitet, når en borger får hjælp fra det offentlige eller en privat leverandør i hjemmeplejen til de daglige gøremål? Når en borger på grund af alder og et langt arbejdsliv er nedslidt? Så langt så godt, der gøres noget, men gøres der nok for livskvalitet, når en borger har brug for et hjælpemiddel, som ikke bliver bevilget til borgeren og flere og flere har gener/smerter på grund af overanstrengelse?

Plejepersonalet bliver også udfordret på grund af manglende hjælpemidler med risiko for arbejdsskader og uoprettelige skader og forværring af borgers tilstand.

En eksempel, jeg kender til, er en borger, der fik afslag på en elkørestol, da borgeren ikke selv kører ud og handler eller besøger familien ( den nærmeste familie bor mere end 50 km fra borgeren). Nej denne borger kører ikke ud og handler – og ville heller ikke gøre det i en elkørestol, men borgeren sørger selv for sine indkøb via diverse indkøbsordninger og madleverandører.

Men det borgeren derimod kunne bruge sin elkørestol til var i eget hjem, så det var muligt at komme rundt selv – uden hjælp fra andre. Fx at kunne køre ud og hente lidt i sit køleskab eller vand fra køkkenet til at vande sine blomster. Borgeren kan ikke gå/stå selv, men har stor glæde ved at bevæge sig rundt i sit hjem.

Nyder at sidde i sin solkrog, men indimellem bliver solen for meget, og borgeren har brug for at flytte sig lidt ligesom borgeren gerne vil være klar, når plejepersonalet kommer fx om aftenen. Det betyder nemlig meget for den pågældende borger at kunne komme ud på sit badeværelse, børste tænder og klæde overkroppen om i nattøj. På nuværende tidspunkt gør borgeren det, men har efterfølgende meget stærke smerter i sine slidte arme, ligesom borgeren har en dårlig ryg, som ikke er ukendt for hverken kommune eller plejepersonalet. Det er ydermere i den senere tid blevet forværret til hofte og ben.

Det er livskvalitet for den pågældende borger selv at kunne gøre nogle ting i løbet af dagen. Hvorfor kan vi så ikke give borgeren den livskvalitet det er at få en eldrevet kørestol med god siddekomfort? På den måde kan borgeren i sin sidste tid have et tåleligt liv med selvbestemmelse for, hvor i hjemmet, at man har lyst til være, ligesom borgeren kan bruge sine kræfter på de ting, der gør borgeren glad frem for at slide sig rundt i en ukomfortabel meget tungt kørestol. Siden borgeren fik afslag på elkørestol, er der yderligere konstateret to diskos i borgerens ryg, hvilket forårsager endnu flere smerter.

Dette er desværre ikke et enestående tilfælde. Jeg kommer også hos en anden borger, hvor der er blevet søgt om en komfortstol, da borger for mere end et år siden mistede sin gangfunktion og derfor sidder i sin kørestol hele dagen. Den pågældende borger sidder dog stadig i en transportkørestol, som ikke støtter borgeres krop. Dvs., at borgeren ikke får hvile til kroppen, og på grund af hendes sygdom, får hun spasmer især i benene.Hun har tillige ondt i sin bagdel og har gener på grund af de mange ufrivillige bevægelser, der kommer på grund af den manglende støtte til kroppen.

Begge de ovenstående borgeres livskvalitet er mangelfuld og som direkte årsag er de ukomfortable kørestole, en meget lang sagsbehandlingstid, som endnu ikke har resulteret i en ny kørestol til nogle af dem. Som hjælper føler man, at man det er slår i en dyne. Man føler ikke, at der bliver hørt og ageret på de observationer, som man har beskrevet. Det er ikke livskvalitet. 

Pia Hintze