Af Jens Nielsen
Fra den 12. august virker MitID appen ikke længere på ældre telefoner/tablets med styresystemet Android 9. En nødvendig teknisk opdatering hos Android gør, at telefoner/tablets med Android 9 ikke kan installere de nyeste sikkerhedsopdateringer, og ligeledes ikke kan opdatere til en nyere version af MitID appen. Det er måske ikke så nemt som det lyder.
Langt de fleste MitID-brugere anvender i forvejen MitID på en telefon/tablet, hvor de kan opdatere både deres styresystem og deres MitID app – og derved få de seneste sikkerhedstiltag, fejlrettelser og funktionaliteter. Disse brugere vil ikke blive påvirket af udfasningen.
Få MitID-brugere benytter dog i dag MitID på en så gammel telefon/tablet, at den ikke længere kan installere de nyeste softwareopdateringer til Android. Det betyder, at de heller ikke kan opdatere til en nyere version af MitID appen. Manglende opdatering af ens telefon/tablet og MitID appen gør, at man er mere udsat over for hackerangreb og svindel.
For fortsat at kunne benytte MitID efter den 12. august, skal disse brugere enten bestille en gratis MitID kodeviser eller kodeoplæser eller installere MitID app på en nyere telefon/tablet.
Direkte besked
De berørte brugere er alle orienteret direkte via Digital Post/fysisk brev, således at de har tilstrækkeligt med tid til at bestille og modtage en gratis kodeviser eller kodeoplæser.
Hvad kan du gøre?
Du har flere muligheder:
- Opdater din telefon/tablet: Hvis din enhed kan opdateres til en nyere version af Android, så gør det.
- Bestil en kodeviser eller kodeoplæser: Du kan få en fysisk kodeviser eller kodeoplæser, der fungerer som en erstatning for MitID appen.
- Brug en anden enhed: Installer MitID appen på en nyere telefon eller tablet.
Hvorfor denne ændring?
Den tekniske opdatering er nødvendig for at sikre, at MitID appen fortsat er sikker og kan modtage de nyeste sikkerhedsopdateringer.
Hvor kan du få hjælp?
Du kan få hjælp til at opdatere din telefon hos Ældresagen i Kalundborg eller bestille en kodeviser/oplæser eller få MitID appen op på en anden enhed hos Ældresagen eller hos Bogerservice.
Oplever problemerne med opdatering af MitID
Umiddelbart lyder det enkelt at få opdateret sin telefon eller få købt en ny telefon og installere MitID app'en, men, det er dog ikke alle der der oplever det som nemt og ligetil, bl.a. Niels Erik Christensen fra Ældresagen i Kalundborg, som har købt to nye telefoner og installeret MitID app'en.
”Det var ret let at overføre stort set alt fra den gamle telefon til den nye og derefter flytte SIM-kortet fra den gamle til den nye telefon. Nu virker næsten alt på den nye telefon, men ikke MitID som først skal aktiveres. Jeg har forsøgt de muligheder som findes, dog uden held
Jeg har nu forsøgt 12 gange også med 2 døgns pause, men uden held. Nu har jeg bestilt tid hos Borgerservice.
Er det rimeligt at 37.000 borgere skal igennem dette,” spørger Niels Erik Christensen.