Der skal presses på for at sikre mere motorvej til Kalundborg
"en tværmotorvej vil formentligt tidligst stå færdig i 2040 og det er lang tid at vente"
![Der skal presses på for at sikre mere motorvej til Kalundborg](/media/mwqf03ak/dsc_0313.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
Det vil kræve et øget samarbejde mellem de folketingspolitikere som er valgt på Sjælland hvis tværmotorvejen fra Kalundborg over Slagelse, Næstved og til Rønnede skal blive til noget. Torsdag eftermiddag var den kommende motorvej til debat i Kalundborg.
En velfungerende infrastruktur er afgørende for at tiltrække virksomheder, investeringer og skabe vækst i et område. For at sikre den fortsatte vækst i den sydlige og vestlige del af Sjælland er det afgørende at Den Sjællandske Tværmotorvej etableres, det mener foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej, som torsdag havde inviteret politikere og erhvervsfolk til debatmøde i samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd hos Bravida på Hareskovvej.
"Når vi skal køre en lastbil fra Næstved til Kalundborg og der var en motorvej kunne vi formentligt gøre det på ca. den halve tid og vi ville formentligt kun bruge det halve brændstof, det vil være godt for miljøet og co2 aftrykket, så der er mange ting der taler for motorvej, men en tværmotorvej vil formentligt tidligst stå færdig i 2040 og det er lang tid at vente," sagde formand for foreningen til fremme af den Sjællandske, Tværmotorvej, Jens-Ole Larsen, i sin indledning til torsdagens debatmøde hvor panelet udgjorde Jens-Ole Larsen, borgmester Martin Damm (V) samt de to lokal valgte folketingspolitikere Brigitte Jerkel (K) og Frederik Vad (S).
Selv om der var inviteret til debatmøde så blev det mere holdninger og forslag til hvordan man kommer i mål med at få landets politikere til at synes om ideen, for alle var enige om, at selvfølgelig skal der etableres motorvej fra Kalundborg og til Rønnede og det kan kun gå for langsomt.
”Vi folketingspolitikere, som er valgt på Sjælland, bliver nødt til at blive stærkere på at styrke sammenholdet mellem os, og det samarbejde vi har fået op at stå skal vi dyrke endnu mere, ellers går det galt,” sagde Frederik Vad (S).
Øverst på ønskesedlen
Deltagerne i debatpanelet var enige om, at der skal presses på alle steder for at fremme motorvejsstrækningen. De 17 kommuner i Region Sjælland er også enige om, at det er tværmotorvejen som står øverst på ønskesedlen i forhold til infrastrukturen på Sjælland.
Nato havn
Ny Vesthavn i Kalundborg er udpeget til Nato havn og kan modtage tropper og krigsmateriel fra andre lande i tilfælde af ufred og det kan måske være med til, at tværmotorvejen vil blive prioriteret højt fra regeringens side.
”Ny Vesthavn er udpeget som Nato havn og skal kunne modtage en masse materiel der skal flyttes hen et andet sted, så vil man understøtte den dagsorden, så der kan godt ligge nogle argumenter der og skal kantpælene være malet i armygrøn så gør vi også det,” sagde Martin Damm (V).
Udarbejdelsen af en forundersøgelse for Rute 22 som motorvej forventes igangsat i 2028.
”Det har været et godt møde, vi er jo ikke så uenige, men det er jo kun godt, det betyder vi har en god sag som det er svært at argumentere imod så det handler om at vi står sammen og bliver ved med at holde presset,” sagde Brigitte Jerkel (K) som en afsluttende bemærkning på debatmødet.