Der skal ansættes 50 medarbejdere til den nye McDonald's
Ægteparret driver i forvejen McDonald’s i Ringsted hvor der i øjeblikket er omkring 100 personer ansat og det bliver personale derfra som skal være med til at oplære det nye personale til McDonald’s Kalundborg.
Af Jens Nielsen
Torsdag i sidste uge kom nyheden om, at McDonald’s kommer til Kalundborg. Lige efter sommerferien begynder ansættelsessamtalerne til den nye restaurant, som skal stå færdig til december i år.
I mange år har der været et stort ønske fra lokalbefolkningen om at få en McDonald’s restaurant til Kalundborg. Nu kommer den, for torsdag i sidste uge kunne ægteparret Katrine og Mikkel Schelbli oplyse, at de åbner en helt nybygget McDonald’s på Stejlhøj i Kalundborg til december.
Allerede lige efter sommerferien vil der blive annonceret efter personale til den nye fastfood-restaurant.
”Vi begynder at annoncere efter personale til vores nye restaurant lige efter sommerferien og lige derefter starter vi ansættelsessamtaler. Vi skal bruge omkring 50 medarbejdere, bl.a. kommende ledere og lederaspiranter, som skal læres grundigt op inden vi åbner til december,” fortæller Katrine Schelbli.
Ægteparret driver i forvejen McDonald’s i Ringsted hvor der i øjeblikket er omkring 100 personer ansat og det bliver personale derfra som skal være med til at oplære det nye personale til McDonald’s Kalundborg.
Der skal bygges hurtigt
Den nye McDonald’s kommer til at ligge på Stejlhøj 7A i Kalundborg, som er tæt på bl.a. Falck stationen og lige overfor hundeklubben DCH’s træningsbane.
Her skal der opføres et helt nyt byggeri og det kommer til at gå stærkt, den nye McDonald’s skal stå færdig til december i år.
”De folk som skal bygge McDonald’s i Kalundborg har bygget en lang række af andre tilsvarende restauranter, så de kender konceptet og derfor kan det gå så stærkt, vi satser på at åbne til december,” fortæller Katrine Schelbli, som sammen med sin mand Mikkel, vil bruge tiden frem mod åbningen til at lære Kalundborg at kende.