Der er plads til forbedring, når det gælder erhvervsklimaet i Kalundborg Kommune
Erhvervsklimaundersøgelse viser en moderat fremgang, men plads til forbedringer. For eksempel på byggesagsbehandlingstider, som af hele 76% af virksomhederne opleves som lange.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
På trods af fremgang på de fleste parametre i den nyeste lokale erhvervsklimaanalyse, som Kalundborgegnens Erhvervsråd er afsender på, opleves der fortsat et forbedringspotentiale i Kalundborg Kommune.
Samtidig peger såvel en ekstern, databaseret analyse fra IRIS Group som en analyse fra Dansk Erhverv på, at Kalundborg faktisk er den mest erhvervsvenlige kommune på Sjælland – hvilket
understreger, at der er forskel på oplevet og målt erhvervsklima.
Den nye erhvervsklimaanalyse, gennemført blandt medlemmer af Kalundborgegnens
Erhvervsråd, viser en generel fremgang, men også et nuanceret billede, hvor virksomhedernes
oplevelser varierer betydeligt.
“Det er positivt, at vi ser fremgang på tværs af alle parametre. Men vi hæfter os også ved, at
virksomhedernes oplevelser er meget forskellige, og at vi stadig har et stykke arbejde foran
os,” siger kommunaldirektør Jan Lysgård Thomsen.
Analysen viser blandt andet, at den samlede vurdering af erhvervsvenligheden ligger på 3,9 ud
af 7, mens tilfredsheden med den kommunale service er lavere – særligt når det gælder
effektiviteten i sagsbehandlingen. Hele 76 % af virksomhederne oplever lange
byggesagsbehandlingstider.
“Vi er meget opmærksomme på udfordringerne med byggesagsbehandlingstiderne, og det er et
område, hvor vi allerede er i gang med at forbedre os. Vi har de seneste år investeret
betydelige ressourcer i at ansætte flere sagsbehandlere på myndighedsområderne, herunder
byggesagsbehandlere, for at kunne behandle flere sager hurtigere,” siger kommunaldirektør Jan
Lysgård Thomsen.
Gode rammevilkår – men oplevelsen halter
Samtidig fremhæver både kommune og erhvervsråd, at Kalundborg tilbyder attraktive og
konkurrencedygtige rammevilkår for virksomheder – blandt andet betales der ikke
dækningsafgift, og mobil- og bredbåndsdækning vurderes af høj kvalitet.
“Vi ved, at Kalundborg i objektive analyser klarer sig rigtig godt – faktisk bedst på Sjælland.
Derfor er det vigtigt, at vi får omsat de gode rammevilkår til en bedre oplevelse hos
virksomhederne,” siger formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd, Per Junge.
Lav svarprocent kalder på større engagement
Analysen er baseret på svar fra 85 virksomheder ud af 667 adspurgte – svarende til en
svarprocent på 13 %. Det giver anledning til en klar opfordring til erhvervslivet.
“Vi har brug for, at endnu flere virksomheder engagerer sig og giver deres input. Jo flere der
svarer, jo bedre grundlag har vi for at udvikle erhvervsklimaet,” siger Jan Lysgård Thomsen.
Kalundborgegnens Erhvervsråd bakker op om opfordringen:
“Vi håber, at endnu flere vil deltage – både i denne analyse næste år og i DI’s
erhvervsklimaundersøgelse, som gennemføres i april 2026. Det er helt afgørende, at
erhvervslivets stemme bliver hørt bredt,” siger Per Junge.
Fokus på forbedringer
Der vil fremadrettet være særligt fokus på at forbedre sagsbehandlingstider, styrke dialogen
med virksomhederne og sikre en mere ensartet oplevelse af kommunens service.
“Vi tager resultaterne alvorligt. Vores ambition er klar: Kalundborg skal ikke bare være blandt
de bedste på papiret – det skal også kunne mærkes i hverdagen for virksomhederne,” siger Jan
Lysgård Thomsen.