Der er lagt op til fest, farver og god stemning
I mange år var det nordjyske par Sussi & Leo en institution i dansk underholdning. Efter Leos død har Sussi valgt at fortsætte turnélivet.
![Der er lagt op til fest, farver og god stemning](/media/tk5lwsl2/sussi2.jpg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Med Sussi & Drengene er der lagt op til fest, farver og god stemning, når de lægger vejen forbi Årby Forsamlingshus i slutningen af januar.
Publikum kan få lov til at synge med på - og måske tage en swing-om til - hits som ’Så længe jeg lever’, ’Kald det kærlighed’, ’Smilende Sussi’, ’Himmelhunden’, ’Sommer & Sol’, ’Bad Moon Rising’, ’Sikken fest’, ’Papirklip’ og ’Kvinde min’, når Sussi & Drengene besøger Årby Forsamlingshus.
I mange år var det folkekære nordjyske par Sussi & Leo en institution i dansk underholdning. Efter Leos død har Sussi valgt at fortsætte turnélivet. Det gør hun sammen med Sussi & Leos mangeårige trommeslager Thomas Ehrenreich og en ny mand på holdet - Kim Karmark Petersen på keyboard. Tilsammen hedder de “Sussi & Drengene”.
Konceptet er fest, farver og god stemning. Sussi & Drengene disker op med et repertoire, der er målrettet det voksne publikum, og de tilpasser optrædenen til publikum og stedet. Sussi & Drengens optræden bliver krydret med muntre bemærkninger og anekdoter, ligesom Sussi sandsynligvis leverer et par af hendes legendariske benspjæt.
Det hele foregår fredag i Årby Forsamlingshus den 31. januar kl. 18 - 21.30. Kl. 18 er der spisning, og kl. 19 – 21 musik. Der kan tilkøbes drikkevarer: Øl, vin og vand. Billetter købes ved at skrive til: www.aarbyforsamlingshus.dk.
Arrangementet er med støtte fra Liv i Forsamlingshusene og i samarbejde med Kalundborg Biblioteker samt Årby Forsamlingshus.