Der bliver kamp til stregen til lørdagens DM-løb

Rally Midtsjælland tæller fem forskellige hastighedsprøver, som hver skal køres to gange. De svinger i længde fra 5,2 til 17,6 kilometer.

Der bliver kamp til stregen til lørdagens DM-løb
Jacob Madsen Og Line Nedergaard Har I År Prøvet De Franske Alper (Foto Bastian Roux Photographie)

Af Jens Nielsen

Lørdag deltager Glad Sport fra Kalundborg i Rally Midtsjælland, hvor begge teamets mandskaber kommer til at møde stærk modstand i deres klasser.

Lørdag er Glad Sport for næstsidste gang i denne sæson til start i et løb til Dansk Super Rally. Det er Rally Midtsjælland, der køres med base i Viby Sjælland, og løbet har tiltrukket mange deltagere i Rally2- og Rally3-klasserne, hvor Kalundborgteamets to mandskaber deltager.

”Der er tilmeldt fem hold i Rally2-klassen, og jeg forventer da, at Kenneth og jeg kan blive blandt de tre bedste,” siger Mads Dalsager, der er navigatør for Kenneth Madsen i holdets Citroën C3 Rally2.

”Vi går helt klar efter en sejr,” siger Kenneth Madsen, ”men denne gang bliver der mere at se til, nu hvor bl.a. Simon Vallentin fra Holbæk deltager.”

Det andet hold fra  Glad Sport, Jacob Madsen/Line Nedergaard stiller op i Rally3-klassen med deres Renault Clio Rally3, der denne gang også tæller fem mandskaber i let modificerede, firhjulstrukne rallybiler.

”Det er rart, at der kommer nogle flere modstandere – både for Jacob og mig, men også for Kenneth og Mads,” lyder det fra Line Nedergaard.

Rally Midtsjælland tæller fem forskellige hastighedsprøver, som hver skal køres to gange. De svinger i længde fra 5,2 til 17,6 kilometer.

”Det bliver spændende med hastighedsprøverne. Det er nok til vores fordel, at de ikke er så lange, for det er på de lange hastighedsprøver, at vi oftest er kommet til kort i forhold til de andre,” indrømmer Line Nedergaard.

”Det er godt et år siden, at vi sidst har kørt på den del af Sjælland, hvor løbet foregår, og det bliver vist nogle prøver, man kender, og så nogle nye,” siger Jacob Madsen. ”Vi kører med om sejren i klassen og ser, hvad vi kan gøre i generalklassementet.”

Fra Kalundborg området deltager også Mike og Monika Olivius i Peugeot 206 RC. Holdet håber at få nogle gode point på kontoen. Før lørdagens løb ligger holdet på 1. pladsen i klassen, hvor der er tæt kamp om pladserne.

Jesper Koldsø fra Høng deltager i sin Vauxhall Astra kit car sammen med William Loft .

Del