Der bliver action, musik og høj Stemning i Kalundborg Skatepark
StreetUge har de sidste tre år været en stor succes og vokser år for år – og 2025 bliver uden tvivl den vildeste udgave hidtil, oplyser arrangørerne.
Af Jens Nielsen
Kalundborg er klar til endnu en omgang rullende energi, fede tricks og masser af god stemning, når StreetUge vender tilbage for tredje år i træk! Fra 23. juli til 25. juli 2025 forvandles Kalundborg Skatepark til et mekka for unge med fart og freestyle i blodet.
Alle børn og unge i Kalundborg Kommune er inviteret til tre hæsblæsende eftermiddage fra kl. 15.00 til 18.00, hvor der bliver mulighed for at prøve kræfter med skateboard, rulleskøjter, løbehjul, parkour og streetbasket – uanset om man er nybegynder eller har helt styr på boardet.
Bag eventet står Low Academy, Kalundborg Saintz, Bevæg dig for Livet og UngKalundborg, som tilsammen bringer nogle af Danmarks allerbedste skatere og basketballspillere med sig. De står klar til at lære fra sig – og vise, hvordan man laver alt fra kickflips til vilde driblinger!
StreetUge har de sidste tre år været en stor succes og vokser år for år – og 2025 bliver uden tvivl den vildeste udgave hidtil, oplyser arrangørerne.
Kom og oplev den helt fantastiske stemning med seje tricks og fed musik i tre dage.
Praktisk info:
Sted: Kalundborg Skatepark
Dato: 23. – 25. juli 2025
Tidspunkt: Kl. 15.00 – 17.00
For hvem: Alle børn og unge i Kalundborg Kommune – det er gratis at deltage!