Den totale frihed i Berlin

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Ulrikka og Jens Worsøe tog hul på deres nye tilværelse i en lejlighed på Prenzlauer Berg i Berlin

Oplevelserne står i kø, det er bare om at tage imod og suge til sig.

Det gør Ulrikka og Jens Worsøe, der efter 30 travle år som værtspar på Danhostel Kalundborg Vandrerhjem, nyder den totale frihed til at gøre lige, hvad de har lyst til.

De stoppede på vandrehjemmet 1. august sidste år og kendetegnende for dem også i deres arbejdsliv gik der grundig planlægning forud, før de besluttede sig for, hvad de så ville foretage sig.

Først gik turen til sommerhuset i Bisserup til en uges eftertanke, og derefter tog de til Bornholm for at besøge gamle venner. Så skulle der ske noget helt andet, bilen blev pakket, med var også katten Hector, og kursen gik sydpå til Berlin.

Her på Prenzlauer Allé med udsigt til Berlins berømte tv-tårn købte parret tilbage i 2008 en ferielejlighed, og nu skulle de 62 kvadratmeter danne rammen om de følgende vintermåneder.

- Vi ville have brudt alle rytmer og vaner, det kunne vi måske også have gjort i vores hjem på Lundemarken i Kalundborg, men det var nok nemmere, hvis vi flyttede til Berlin og til et helt andet miljø, siger Jens.

Her skulle en ny æra begynde:

- Ja, vi skulle genopleve hinanden, siger Ulrikka, mens Jens udtrykker det sådan: Jeg synes, jeg kommer tættere på dig. Vi bruger enormt meget tid på at hygge om hinanden, men vi giver også hinanden luft.

Mad med mere

Storbyen med alle dens tilbud lokkede, og de har gjort flittigt brug af dem. De synes, det er dejligt at have tid til lige præcis det, de har lyst til. De har nydt at gå til koncerter, i teater, i biografen og ikke mindst at spise sig igennem indholdet af restauranternes righoldige menukort.

- Mad er en meget stor del af vores hverdag, røber Ulrikka, og det kommer ikke bag på gæster, der gennem årene har deltaget i vandrerhjemmets langbordsspisninger og nydt godt af Ulrikkas opfindsomhed når det gælder tilberedning af kål, peberfrugter, auberginer, løg, linser og talrige andre frugter, nødder og grøntsager – og en enkelt kødret hver gang.

Blandt Kalundborgs mange kvaliteter i øvrigt er udbuddet af kvalitetsrestauranter sparsomt. Det er det ikke i Berlin, og parret har fundet restauranter, de rigtig godt kan lide, men prøver også hele tiden nogle nye De to satser på at komme ud at spise en gang om ugen.

Når middagen indtages hjemme, er det Ulrikka, der som oftest står for madlavningen, men planlægningen er de fælles om, og der føres nøje bog over menuerne. Ulrikka vil dog ikke tage æren for al madlavning:

- Jens er rigtig god til at lave pizza! fortæller hun.

Noget nyt for dem er også, at de nu har tid til at spise morgenmad sammen. Det har de ikke gjort i over 30 år.

Gratis hos Philharmonikerne

De går hyppigt til koncerter og nyder blandt andet godt af Berliner Philharmonikernes tilbud om gratis koncerter hver onsdag eftermiddag. De kommer også til orgelkoncerter i Den franske Domkirke på Gendarmenmarkt, næsten hver gang en god oplevelse. Der var dog en enkelt, hvor musikken ikke faldt i deres smag.

- Det var det mest rædselsfulde, jeg nogensinde har hørt, udbryder Jens. Det var meget moderne orgelmusik, og det har lært dem, at det er en god idé at sætte sig ind i på forhånd, hvad de skal udsættes for.

Til marked på Kollwitzstrasse

I forbindelse med indretningen af ferielejligheden til fast vinterbolig har Jens og Ulrikka været hyppige gæster på Berlins loppemarkeder og brugt tid på at finde helt specielle ting, deriblandt et fint lille tinsaltkar. De har lært at på markedet i Mauerpark sælges der især møbler, Ved Tiergarten køkkenudstyr, og så er der det økologiske marked om lørdagen på Kollwitzstrasse, hvor de køber grøntsager og krydderurter som for eksempel koriander, timian og friske dadler.

Det er også blevet til, udflugter uden for Berlin takket være tilbuddet om for 49 euro om måneden at kunne bruge offentlig transport overalt i Tyskland, dog ikke IC3 tog. De har blandt andet besøgt i Lutherstadt Wittenberg, hvor Jens takket være sin slægtsforskning fandt ud af, at en af hans forfædre for 300 år siden havde studeret der. Sjovt at gå i hans fodspor, selvom byen nok har ændret sig noget siden da, siger Jens. En anden gang vil de gerne til Leipzig og Frankfurt an der Oder. Det må blive næste gang de slår sig ned i Berlin.

Historien om en Berliner-ejendom

Den historiske interesse har gode kår i Berlin, og Jens er tidligere dykket ned i historien bag den ejendom, der rummer deres lejlighed.

Til rejsegildet i forbindelse med renoveringen mødte han ejendommens ejer, en meget gammel dame, og de tilbragte flere timer med at snakke sammen, så Jens nåede aldrig at deltage i selve rejsegildet og opleve navernes ritualer. Til gengæld fik han en god historie.

Ejendommen blev oprindeligt bygget som funktionær- og arbejderboliger til et af de mange bryggerier i Berlin. Omkring århundredskiftet (1900) blev den købt af en mand, der havde tjent godt med penge som indehaver af en ølhave, og lejet ud.

I 1930’erne måtte familien flytte/flygte til London men kunne ikke vende hjem til ejendommen efter krigen, for da den lå i det gamle Østberlin og dermed i DDR, var den overtaget af russerne. Den gamle dame talte med den specielle berlinerdialekt, og noget gik nok tabt, men Jens forstod så meget, at hun var uddannet tandlæge og var flyttet til Vestberlin og havde praktiseret der. Efter den tyske genforening fik hun hurtigt ejendommen tilbage. Gennem alle årene havde hun bevaret kontakten til lejerne, og en af dem havde fået det løfte, at hun måtte blive boende i sin lejlighed, indtil hun døde. Det gjorde hun i 2008, og så blev lejligheden sat til salg til renovering – og det var den lejlighed, Ulrikka og Jens købte.

Ejendommen kom ligesom en række andre huse langs Prinzlauer Allé nogenlunde helskindet gennem bombardementerne, måske fordi de grænser op til en kirkegård, og derfor nok ikke har haft den store interesse som bombemål for de allierede. Efter krigen blev alle lejlighederne tæt besat af flygtninge.

Jens har planer om at dykke ned i arkiverne i det nærliggende Pankow Museum og prøve at undersøge mere om ejendommen. Om det er muligt, må tiden vise, for måske er der ikke længere arkivalier at finde. Nazisterne indførte et nyt matrikelsystem og brændte formodentlig det gamle. Så kom russerne og brændte formentlig nazisternes system:

- Hvis der ikke er noget tilbage, er den historie, jeg har fået, måske den eneste, der findes om bygningen, konstaterer Jens.

Hotdog i Den danske Kirke

Ægteparret Worsøe kommer jævnligt i Den danske Kirke i Berlin, og deltager i diverse arrangementer. Her har Ulrikka været med til at lange hotdog over disken, og det fordrede hvad der svarer til et hygiejnebevis. Det har hun modtaget fra Bürgeramt på Hohenzollerdamm forsynet med et flot, officielt stempel som bevis på, at hun må arbejde i et tysk køkken. Det var nu ikke så svært, for det krævede kun at overvære en film om hygiejneregler i et køkken. Der var ingen overhøring bagefter.

Hjem til forår

Berlin giver så mange muligheder og har helt levet op til de planer, ægteparret Worsøe lagde.

Nu er foråret ved at pible frem, og så er det på tide at vende hjem – og hjem er stadig Kalundborg.

Her har de to et netværk, de er meget glade for, og det er kun hyggeligt, at en tur i Føtex efter mælk snildt kan tage en halv time – for man møder jo altid bekendte.

Vel hjemme igen er det planen at tilbringe foråret og sommeren i Kalundborg, og til efteråret går turen igen til Berlin.

Bistro-hygge

Siden Ulrikka og Jens stoppede som værter i Bistro Bispegården har den stået tom og på spørgsmålet, om de måske vil give den endnu en chance, siger de lidt kryptisk, at de hygger sig ved tanken.

De tænker dog meget over, hvor kompliceret, det efterhånden er blevet at være selvstændig erhvervsdrivende i Danmark.

De har bevilget sig selv to sabbatår, hvor de vil finde ud af, hvad de så vil kaste sig ud i. Måske, men også kun måske, kunne det blive Bistro Bispegården igen, men som en pop-up restaurant i sommerferien, der kunne støtte det, der ellers foregår i Højbyen og Kalundborg.

Hverken Ulrikka, 66 år, eller Jens, 71 år, er klar til at blive pensionister endnu, og de vil gerne røbe, at ”vi hygger os med flere mystiske fremtidsplaner, men nu bruger vi et år eller to til at finde os selv og hinanden”.