Den grønne omstilling kræver folkelig opbakning

Den grønne omstilling kræver folkelig opbakning

Den grønne omstilling kræver folkelig opbakning

De cirka 500 mennesker, der mødte op til borgermødet om Energiparken ved Gørlev, er ikke modstandere af den grønne omstilling – tværtimod. Det vidnede de mange kvalificerede spørgsmål om. De protesterer ikke mod grøn energi i sig selv, men mod placeringen af Energiparken tæt på Gørlev og sommerhusområderne.

Der er modstand mod både vindmøller, solceller på marker og lagring af CO₂ – ikke fordi folk er imod grøn energi, men fordi de oplever, at løsningerne bliver presset ned over hovedet på dem. Den bekymring bør vi politikere tage alvorligt og blive bedre til at lytte til. Grøn omstilling kan og skal ske i samarbejde med borgerne. Der findes alternativer.

Vindmøller kan placeres til havs, og borgere kan få medejerskab og del i indtægterne. Kommunernes Landsforening og regeringen har først for nylig indset behovet for at fjerne de rigide regler, der forhindrer solceller på kommunale bygningers tage – regler, som stadig ikke er ændret. Der skal nok lægges yderligere pres, hvis det skal lykkes. CO₂-lagring kan også ske under havet, så den utryghed, mange føler ved lagring under land, imødekommes.

Den grønne trepart har givet et nyt rygstød til den nødvendige grønne omstilling. Lad os ikke sætte det over styr ved at lade uprøvede og tvivlsomme teknologier blive præsenteret som grønne vidundermidler. Den grønne fremtid kræver både omtanke, innovation – og respekt for dem, der skal leve med konsekvenserne.

Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten Kalundborg.

Del