Den første Familiebag blev en succes

Mejnerts første Familiebag, der blev gennemført af to omgange i løbet af fredagen, samlede 35 personer, der havde tilmeldt sig til nogle hyggelige timer.

Den første Familiebag blev en succes
8-årige Rasmus Malle valgte pizzasauce, skinke og ost til sin madpakkesnack. Mor og Kursusleder Anja Malle viste kursisterne hvordan de skulle lave deres egne personlig snack. Foto: Thomas Gosch

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Der skulle både bages Mejnerts lækre kanelsnurrer og lækkert bagværk til madpakkerne. Til sidst fik alle kursisterne en rundtur i markerne af ejer og direktør Peter Mejnertsen.

Kursusleder var Anja Malle, og hun startede med at vise, hvordan man skal lave Mejnerts lækre kanelsnurrer, hvorefter familierne hver især fik lov til at lave deres egne. Herefter stod den på lækre madpakkesnack. Her kunne familierne selv vælge, hvad de ønskede i deres personlige snacks. De kunne vælge imellem pesto, pizzasauce, ost, skinke, pepperoni og mange andre ingredienser.

Mejnerts bruger som tit Anja Malle til deres bagekurser. Hun har stor succes med surdejskurserne, som ofte bliver udsolgt. Til dagens kursus havde hun taget sønnen Rasmus med som assistent.

Kurset blev rundet af med frisk luft og faglighed. Der var nemlig rundtur i møllen med ejer og direktør, Peter Mejnertsen. Undervejs fortalte han om kornets rejse ´Fra Muld til Mund´ - fra frø i jorden til færdigt mel – og alle fik et sjældent indblik i det landskab og håndværk, som ligger bag mel fra Mejnerts.

Der vil med stor sandsynlighed komme flere Familiebag i fremtiden.

Del