Den fedeste dansefest i vandkanten

De mange børn og unge fik den vildeste dansefest sammen med de mange MGP-stjerner, Niklas, Besties4Life og Mary.

Den fedeste dansefest i vandkanten
Med MGP Allstars på plakaten var der rigtigt mange børn og voksne som havde fundet vej til det store firemastede telt på stranden i Havnsø fredag lige over middag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Musik i Havnsø 2025 blev skudt i gang fredag lige over middag med et stort MGP-show for børn. Børnene var igen i år prioriteret højt, men der er masser af musik for de voksne, både fredag aften og hele lørdagen.

Denne sommer er Musik i Havnsø igen gået all in på at lave det fedeste børnearrangement til en lav pris. 

Med MGP Allstars på plakaten var der rigtigt mange børn og voksne som havde fundet vej til det store firemastede telt på stranden i Havnsø fredag lige over middag.

Og de mange børn og unge fik den vildeste dansefest sammen med de mange MGP-stjerner, Niklas, Besties4Life og Mary.

Som sædvanligt var der både hoppeborg og popcorn og så var Falck ambulancen meget interessant for det unge publikum. Igen i år stiller Falckredder Ulrik Hansen op med ambulance og er klar til ar hjælpe hvis nogen kommer til skade.

Festen for de voksne

Festen for de voksne fortsætter fredag aften hvor der bydes på dansktop musik med Kirsten Siggaard, Søren Poppe, Gry, Annette Heick og Lonnie Devantier.

Der er solgt 450 billetter i forsalg til fredag aften, oplyser Kristian Kallenbach, formand for Musik i Havnsø.

Lørdag starter festen kl. 12 hvor lokale Timm Mehli er første kunstner på scenen efterfulgt af Shu-Bi-Dua 2.0, Zididada, Queen of Denmark, Move Out og Mango Jesus lukker og slukker.

Michael Dex binder programmet sammen og Kris Pelkonen er DJ mellem de forskellige kunstnere.

Billetterne til lørdag er stort set udsolgt, der en mindre en 100 billetter tilbage.

Del