Demokratisk ordentlighed

Demokratisk ordentlighed

Så er budgetforliget for Kalundborg Kommune landet. Og som en, der havde håbet selv at få mulighed for at sidde med omkring bordet, må jeg indrømme, at jeg har læst det med en lidt flad fornemmelse.

Ikke fordi det er et dårligt budget. Faktisk langt fra. Der er rigtig meget i aftalen, som giver god mening. Flere penge til vedligeholdelse af veje, skoler og kommunale bygninger, flere penge til specialområdet og en erkendelse af, at nogle ting ganske enkelt har fået lov til at forfalde for længe. Det er svært at være uenig i, at vi skal passe bedre på det, vi allerede ejer.

Min undren handler derfor mindre om, hvad der står i budgettet, og mere om hvordan vi er kommet dertil.

Jeg er ikke fortaler for skattestigninger. Mit udgangspunkt er, at så mange af borgernes penge som muligt, skal blive i deres egne lommer. Men vi er også en del af et fællesskab, og et fællesskab koster penge. Vi skal have skoler, der fungerer, en ordentlig ældrepleje, veje der ikke smuldrer og hjælp til dem, der har brug for fællesskabet.

Derfor er mit syn på skat heller ikke definitivt. Hvis virkeligheden ændrer sig, skal politikken selvfølgelig kunne ændre sig med den. Og virkeligheden har ændret sig. Kommunen oplyser selv, at Kalundborg fra 2027 mister et trecifret millionbeløb i tilskud og udligning. Budgetforliget lægger derfor op til at hæve kommuneskatten med 0,4 procentpoint i 2027 og yderligere 0,2 procentpoint i 2028.

Det er et reelt argument. Men det ændrer ikke på, at meldingen før valget var en ganske anden. Borgmester Martin Damm skrev blandt andet i sin kandidattest: "Vi bruger allerede alle de penge som kommunen må. Der er derfor ingen grund til at opkræve yderligere i skat."

Mindre end et år senere er skattestigningen blevet det mest markante greb i budgetforliget.

Det kan der sagtens være en god forklaring på. Politikere må gerne blive klogere. Nye tal kan komme frem, økonomien kan ændre sig, og det ville være langt værre at holde stædigt fast i en beslutning, som virkeligheden har overhalet. Men når man ændrer kurs så markant på noget, man var meget kategorisk omkring kort tid forinden, skylder man også vælgerne en tydelig forklaring.

Hvad har konkret ændret sig siden valgkampen? Hvornår stod det klart? Og hvorfor betyder de nye forudsætninger, at en skattestigning, som før valget blev afvist så tydeligt, nu er blevet nødvendig?

Det er den samtale, jeg savner. For politisk troværdighed handler ikke om aldrig at ændre mening. Det handler om at stå på mål for det, når man gør.

Egentlig er det præcis den samme diskussion, vi bør have om nogle af de store anlægsprojekter. Her er Gørlev Svømmehal et godt eksempel. Projektet begyndte med en ramme på 60 millioner kroner, som med prisfremskrivning blev til 64,7 millioner. Allerede i marts 2025 blev der imidlertid diskuteret et muligt niveau omkring 78 millioner kroner, og flere partier begyndte derfor at stille spørgsmål ved, om projektet fortsat skulle gennemføres på de oprindelige præmisser.

Det synes jeg faktisk var ganske fornuftigt. For der findes mere end én form for politisk ordentlighed.

Der er naturligvis ordentligheden i at holde de aftaler, man har indgået. Hvis politiske aftaler kan brydes uden videre, bliver det svært at samarbejde. Men der er også ordentlighed i at stoppe op, når forudsætningerne for en beslutning ændrer sig markant.

Det er også rettidig omhu.

Det var faktisk netop det, Jesper Wienmann Hansen fra Det Konservative Folkeparti sagde om svømmehallen i marts 2025: "Det er almindelig ordentlighed og rettidig omhu, at man ikke bare lader tingene løbe løbsk, men løbende tager en vurdering af projektet." Han pegede samtidig på, at det var problematisk at være låst fast på et projekt, som kunne blive væsentligt dyrere end forventet.

Hans Munk sagde i samme omgang, at han godt kunne forstå, at man stoppede op og spurgte, om projektet var ved at løbe af sporet, og at den endelige beslutning måtte træffes, når man kendte resultatet af de videre undersøgelser.

Det synes jeg faktisk, begge havde ret i. Og stadig har.

Derfor undrer det mig også, hvis politisk ordentlighed i dag reduceres til alene at handle om at stå ved tidligere indgåede aftaler som Hanks Munk har fået formuleret det. For hvis et projekt bliver væsentligt dyrere, end politikerne oprindeligt sagde ja til, må det være legitimt at spørge igen, om pengene fortsat bruges bedst sådan.

Det princip bør gælde både svømmehal, kulturhus og alle andre store kommunale investeringer. Det betyder ikke, at projekterne nødvendigvis er dårlige. Jeg kan sagtens se værdien i kultur, fritidsliv og attraktive faciliteter, hvis vi vil gøre Kalundborg Kommune til et sted, hvor mennesker har lyst til at bo.

Politik handler om prioritering. Når økonomien ændrer sig, og regningerne vokser, bør man turde spørge: Hvis vi stod med pengene i hånden i dag, ville vi så stadig prioritere præcis sådan?

Hvis svaret er ja, er det en legitim politisk beslutning. Men så skal argumentet frem.

Det er dét, jeg mener med politisk ordentlighed. Ikke at gamle aftaler skal smides over bord, hver gang vinden vender, men heller ikke at de skal behandles som hellige skrifter, hvis forudsætningerne har ændret sig.

Vi politikere har aftaler med hinanden. Men vi har også en aftale med borgerne: de mennesker, der har sat deres kryds, de mennesker der betaler skatten, og de mennesker der skal leve med vores beslutninger længe efter, at budgetforhandlingerne er glemt.

Derfor er min mening om budgetforliget også todelt. Jeg synes faktisk, at der er meget godt i aftalen. Jeg er glad for et stærkere fokus på vedligeholdelse, specialområdet og den langsigtede økonomi. Budgetforliget lægger blandt andet op til at mere end fordoble det årlige vedligehold med 45 millioner kroner ekstra om året.

Så nej, min kritik er ikke, at hele budgetforliget er forkert. Min kritik handler om vejen derhen og om den politiske troværdighed.

Man må gerne ændre mening. Man må gerne erkende, at verden ser anderledes ud end for et år siden. Man må også gerne sige: Vi tog fejl. Forudsætningerne ændrede sig. Derfor gør vi noget andet i dag.

Men hvis vælgerne før et valg får et meget klart svar på et meget klart spørgsmål, og svaret kort efter bliver et andet, bør der også følge en meget klar forklaring med.

Det synes jeg, borgerne i Kalundborg Kommune har fortjent.

Demokratisk ordentlighed, vil jeg vælge at kalde det.

Mikkel Egede Herskind, Det Konservative Folkeparti i Kalundborg