De sataner, de sataner

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Ib Baunerhøj husker det tydeligt. Den 9. april 1940 stod hans far ude på trappen og truede ad tyskerne, mens han råbte forbandelser.

Interessen for 2. verdenskrig synes usvækket, og sådan er det da også i Kalundborg Medborgerhus.

Her står biografture jævnligt på programmet, og ønsket om at se den danske film ”Flammen og Citronen” om to af den danske modstandsbevægelses markante figurer opstod.

Det kan godt lade sig gøre, og biografdirektør Brian Sønder Andersen har lovet at vise filmen tirsdag den 5. marts i Kino Den Blå Engel.

Efter filmen vanker der kaffe i Medborgerhuset, og her vil 2. verdenskrig fortsat være emnet, denne gang med lokal vinkel.

Ib Baunerhøj, der fylder 93 år 26. marts, vil fortælle, hvad han husker fra sine drengeår i Nostrup under den tyske besættelse – og det er ikke så lidt.

Ib har en glimrende hukommelse, og da han samtidig er en god fortæller, er tilhørerne garanteret en spændende eftermiddag.

Leder af Medborgerhuset Marianne Madsen fik idéen, da hun ofte har sludret med Ib Baunerhøj, når han besøger huset, og hun synes, det er et godt tidspunkt at få ham til at fortælle, for som hun meget rigtigt anfører, er der nok ikke så mange, der om 10 år kan huske noget fra krigen.

En ni-årigs minder

Ib Baunerhøj var ni år, da det nazistiske Tyskland besatte Danmark, og han husker tydeligt den 9. april, da lavtflyvende tyske fly tidligt om morgenen fløj over Danmark.

Hans far stod ude på trappen med armene i vejret og truede af de larmende flyvemaskiner og råbte: De sataner, de sataner.

Ib gik ikke i skole den dag:

- Jeg var bange ad Pommern til, husker han.

Ib boede med sin far og mor i Nostrup, hvor hans far var smed. Før den tid boede de i Ellede, der dengang var et helt lille samfund med både bager, slagter, en mølle og en brugsforening, og så var der frisøren, Frits, der samtidig med klipningen havde travlt med at holde øje med alt, hvad der rørte sig udenfor.

- Det var med livet eller i hvert fald med ørerne som indsats, når man blev klippet hos Frits, fortæller Ib.

Da han var to år, døde hans bedstefar, der også var smed, og hans far overtog smedjen i Nostrup, og da hans bedstemor døde den 8. april 1940, overtog Ibs mor hendes købmandsforretning.

Tysk besøg

Et årstid inde i krigen kom der besøg i hjemmet i Nostrup. Det var den tyske kommandant og den tyske konsul, der meddelte, at den tyske besættelsesmagt ville opføre en radiostation, og til det brug ville noget af ejendommens jord blive inddraget, blandt andet den kæmpehøj, der stod, og stadig står, på arealet.

Den kæmpehøj har Ib gode minder om fra sin tidligste barndom. Når vejret var til det, smurte hans mor mad, og så gik turen op til højen, hvorfra der er en fantastisk udsigt.

Radiostation på toppen

Den slags udflugter satte tyskerne en stopper for. Først blev der sat et pigtrådshegn hele vejen rundt om højen, og derefter blev en murstensbygning opført omgivet af en mur. På toppen af højen rejste tyskerne et stort ståltårn på ca. 50 meter, og tårnet blev med wirer forbundet til store cementblokke. Ydermere blev der lagt et minefelt hele vejen rundt, mineret med såkaldte fodminer, yderst sprængfarlige, og et par af de folk, der var med til at lægge dem, kom til at træde på dem og fik knust et ben. Også omstrejfende hunde, der kom for tæt på minerne, kom til skade.

Da radiostationen var færdig, blev den bemandet med soldater, nogle kom fra Østrig-Ungarn, og en var fra Sydslesvig.

Ib kan huske, at denne af og til kom ned og snakkede med hans far og roste det tyske styre, særlig Hitler, til skyerne. Hans højeste ønske var at komme til Østfronten og slås mod russerne. Det ønske fik han opfyldt, og her blev han slået ihjel, blev det fortalt.

Brutalt besøg

De tyske soldater holdt vagt, de var nervøse, og måske hørte de noget pusle omkring radiostationen. I hvert fald kom fem-seks af dem en aften ned til Ibs barndomshjem og hamrede på vinduer og døre.

- Første gang de kom, troede min far, at det var galt med mørklægningen, så han slukkede lyset. Det skulle han aldrig have gjort, for soldaterne stormede ind i huset med hævede geværer, fortæller Ib.

Mor, far og Ib blev stillet op ad en af stuevæggene, mens soldaterne undersøgte huset. Det var ikke den eneste gang, de kom på besøg, for Ibs hjem var det nærmeste hus, og der kunne jo gemme sig fjender af besættelsesmagten.

Vandkrig

Soldaterne havde brug for vand, og en brøndgraver havde gravet efter vand oppe ved højen. Det kom der ikke noget ud af, for der var ikke noget vand at finde i sandjorden på højen. I stedet kom de ned og tappede vand fra en vandpumpe nede ved et gammelt hus, der også tilhørte Ibs far. Da han opdagede det, skyndte han sig at sætte en kæde med lås på omkring pumpen. Soldaterne klippede den over, og det samme skete med en større og kraftigere kæde. Endnu engang kom kommandanten og konsulen på besøg og truede med, at hvis adgangen til vand blev blokeret, ville de tage alt, hvad der var i hjemmet, og i øvrigt skulle butikken levere varer til værnemagten.

Ib husker, at forholdene blev lidt bedre, da en fast besætning afløste soldaterne. Det var mennesker i 50´erne, en af dem var uddannet kemiker, og hans ansigt var vansiret på grund af en sprængning. En anden havde været stationsforstander, og de gav udtryk for, at de ikke var nazister.

Ildglimt fra Kiel

Af og til fløj de allieredes flyvere ind over radiostationen og smed lysbomber ned og fotograferede. Familien var bange for, at de også ville smide rigtige bomber, men det skete aldrig, måske var målet ikke betydningsfuldt nok.

Ib husker endnu den hule lyd af de allieredes lavtflyvende bombemaskiner, når de var på vej mod syd Fra et sydvestvendt loftsvindue kunne de se lysskæret og ildglimtene fra bombardementerne i Kiel.

Brynje minesprængt

En dag lød der en dump lyd nede fra stranden. Det viste sig at være den norske båd Brynje, lastet med koks, der sank efter påsejling af en mine i Kalundborg Fjord i juli 1941.

I begyndelsen ragede broen og masterne op, men en voldsom sommerstorm rev både broen og alle koksene på dækket med sig.

Koksene var kærkomment vraggods, og folk sejlede ud i pramme og fiskede koks op med ketsjere. Mange sække med koks blev gemt i tjørnebuskene og senere smuglet forbi tyskerne. Når det havde været stormvejr, var der ofte noget at finde langs stranden, drevet i land fra Brynje.

Vraget blev senere hævet og bugseret til Tyskland.

Når der var besøg i hjemmet, gik bølgerne ofte højt, husker Ib. Hans far hadede det tyske regime, og det lagde han ikke skjul på, men nogle af gæsterne var af en anden mening, for landmændene fik gode priser på fødevarer.

Turene med Pax

Men krigsårene bestod jo også af mange hverdage, hvor livet gik sin vante og fredelige gang. Enebarnet Ibs bedste ven var hunden Pax, og hans far lavede en vogn til de to af fire barnevognshjul, noget træ og nogle stænger. Pax fik en sele, og blev spændt for vognen, og drengen og hunden kørte varer ud til sommergæsterne.

Der var plads også til fest og glæde under besættelsen.

Ib husker stadig pinseudflugterne til festpladsen på Asnæs. Som oftest gik turen med båd over fjorden, men han husker en enkelt gang, hvor han var med hestevogn, og når vognen passerede det store træ, der i folkemunde hed Tykke Marie, råbte alle ungerne: Hurra for Tykke Marie.

Befrielsen

Så kom befrielsen, og Ib var med til fest på Torvet i Kalundborg med sine bedsteforældre på mødrene side og til midnatsgudstjeneste i Vor Frue Kirke.

Minerne ved kæmpehøjen skulle fjernes, og tre kom til skade, da de tog minerne op. De blev båret ned og lagt på sofaen i Ibs hjem, indtil ambulancen kom. Hele radiostationen blev sprængt i luften, og Ib og hans far brugte flere år på at rydde jorden for betonklodser og mursten.

Han arvede jorden efter sin far, og han fik tilladelse til at bygge et sommerhus i en afstand på 50 meter fra kæmpehøjen.

- Et dejligt hus med udsigt, husker Ib.

I dag bor han sammen med sin kone Jytte i deres hus i Rypevænget. Meget er der sket gennem Ibs lange liv, men erindringerne om de fem krigsår fra han var ni, til han var fjorten år står stadig lyslevende for ham.