De kommer til Skt. Hansaften på Gis

Styregruppen bag Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg oplever stor opbakning fra både borgere og lokale erhvervsdrivende, hvilket også betyder, at der nu kommer en stor scene med lyd og lys.

De kommer til Skt. Hansaften på Gis
Kenneth Vester kommer og spiller på scenen til Skt. Hansaften-arrangement på Gisseløre i Kalundborg den 23. juni.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der har ikke været afholdt Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg siden 2016, men det bliver der nu lavet om på. Kalundborg Svømmeklub afholder nemlig igen Skt. Hansaften i vandkanten på smukke Gisseløre den 23. juni, og styregruppen bag arrangementet oplever stor opbakning fra både borgere og lokale erhvervsdrivende.

At så mange bakker op om, at der atter skal fejres Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg betyder, at der nu kommer en stor scene med lyd og lys – sponsoreret af lokale Troels Køhl Hoby-Hansen, der ejer Troels A/S, og som bl.a. leverer scener, lyd og lys til Kalundborg Rock’er hvert år.

”Troels muliggør, at vi nu har en ordentlig scene, med musik lyd og lys til vores dj, vores solist og kor samt konferencier. Det betyder meget, at han bakker op om vores arrangement, da vi er mange kalundborgensere, der savner at kunne fejre Skt. Hansaften ved vandet på Gisseløre i Kalundborg,” fortæller Mark Korsgaard Fenger, der er en af folkene bag projektet, og fortsætter: ”Det er vigtigt for os at lave en aften både med traditioner og underholdning således, at man ikke bare står og venter på, at bålet tændes. I dag vil folk underholdes, og der må gerne ske lidt mere.”

DJ, musiker, kor og konferencier

Dj Bow Miller og musiker Kenneth Vester skal skabe rammerne om en hyggelig og stemningsfuld aften i vandkanten på Gisseløre med deres musik. Ligeså kommer der et kor og synger den smukke Midsommersang alt imens, at Skt. Hansbålet brænder.

Bow Miller, også kendt som Bue Møller Andersen, født og opvokset i Kalundborg, men nu bosat i København. Han har de seneste år markeret sig på den danske og internationale elekro DJ-scene, både som DJ, producer og som part i DJ-kollektivet Angebot samt dj- og producer-duoen NoToNo. Bow Miller har en dyb kærlighed for elektronisk musik, edits og bootlegs, hvor han selv står bag en håndfuld numre med Pink Floyd, Cornelis Vreswijk og Kraftwerk. Bow miller er i øvrigt lige hjemvendt fra AfrikaBurn, hvor han spillede musik.

Kenneth Vester spiller en god blanding af nye og gamle numre i akustiske versioner på sin guitar, hvor han ud fra publikummet fornemmer, hvilke sange der skal spilles for at skabe den bedste stemning. Genren er primært pop og rock, og navne som Rasmus Seebach, Kim Larsen, The Beatles og Ed Sheeran bliver fortolket.

Det bliver Kalundborg Friskoles Kor og friskolelærer samt korleder Christina Petersen, der deltager Skt. Hansaften for at hjælpe med at synge Midsommersangen i Shu Bi Dua udgave samt et par andre hyggelige sommersange.

Endelig har Michael ”DEX” også tilbudt at komme. DEX skal være konferencier til Skt. Hansaften på Gisseløre, og han er en erfaren herre i branchen. Med fingeren på pulsen inden for det nyeste musik og repertoiret af de ”gamle” klassikere, kan han sætte gang i både ungdomsfesten såvel som festen for de unge over 40. Han har haft jobs på diskoteker, festivaler, byfester og TV-programmer, herunder Kalundborg Rock’er, Zulu Awards VIP After Party, Scenen Er Din After Party, X-Factor Finalen i Parken og mange flere.

”De kan hver især noget, og vi er så glade for, at de har valgt at støtte op om vores arrangement, og det er vi også, hvad angår Michael ”DEX” og koret fra Kalundborg Friskole. Alle bidrager til, at vi igen kan samles på Gisseløre og fejre Skt. Hansaften. Det er en god tradition, som vi gerne skulle få indført igen i Kalundborg fremover,” fortæller Mark Korsgaard Fenger.

Mere på programmet

Kalundborg Svømmeklub har flere ting i vente til Skt. Hansaften, men det røber de ikke endnu.

”Der kommer mere til programmet, og det røber vi, når vi sender hele programmet ud. Man skal derfor sætte kryds i kalenderen den 23. juni, hvis man vil være en del af en hyggelig aften på Gisseløre, og selvfølgelig også, hvis man fortsat vil have Skt. Hansaften på Gis i Kalundborg, - for det kræver, at man støtter op om de initiativer, der bliver taget," slutter Mark Korsgaard Fenger af med at sige.

Del