De kan ikke undvære Den 8. Himmel
Formålet var dengang som nu at give børnene et tilbud om musikalske oplevelser i sommerferien.
Aj journalist Sonja Husted Rasmussen
Gruppen, der for 20 år siden startede de populære sommerkoncerter i Klosterparken, er stadig med som frivillige.
Selvom det ikke længere er den lille fasttømrede gruppe, der arrangerer de populære sommerkoncerter i den 8. Himmel i Klosterparken, så er den stadig med, når musikken spiller, og det gør den i år for 20. gang.
Gruppen af frivillige består af blandt andre pensioneret børnekulturkonsulent Søren Vind, Lone Kongsted og Peter Stig Larsen. De kan slet ikke undvære stemningen i Klosterparken, og de var da også på pletten, da Jeppe og Jazzhyænerne gav koncert i denne uge. De giver en hånd med ved billetsalget, viser store og små på plads, og Lone Kongsted kommer med morgenbrød forud for koncerterne, som hun har gjort alle årene.
Formålet var dengang som nu at give børnene et tilbud om musikalske oplevelser i sommerferien. En lille flok bestående af forældre, lærere, pædagoger og bibliotekarer greb idéen, der kom fra lærer Trine Sustmann. Den viste sig bæredygtig, og i 20 år har der været sommerkoncerter i Klosterparken om tirsdagen i juli.
De første mange år repræsenterede Søren Vind Kalundborg Biblioteker i gruppen og tog sig af det administrative arbejde og bookingen. Da han gik på pension overtog kulturformidler Malene Simone Hansen jobbet, og Søren giver takket være sit indgående kendskab til musikbranchen stadig gode idéer til sæsonens program.
Inde i Himmelhunden
Kalundborg Biblioteker står bag arrangementerne, og Malene Simone Hansen klarer ud over alt det andet arbejde en betroet opgave. Hun er inde i Himmelhunden, som børnene elsker, og som bliver krammet kærligt som optakt til hver koncert. Himmelhunden har et skørt af bananer ligesom Josefine Baker.
Da en journalist fra et herværende dagblad gerne ville veksle et par ord med Malene til koncerten med Jeppe og Jazzhyænerne og spurgte efter hende, kunne Lone Kongsted fortælle ham: Hun er lige der, altså inde i Himmelhunden.
Det er bogstavelig talt en hot dog, for der bliver meget varmt inde i dragten. Det er kun tilrådeligt at opholde sig et kvarter ad gangen dér.