De første navne til festival er klar
Så er det ved at være tid til, at Kalundborg Rock’er begynder at løfte sløret for, hvilke bands, der kommer og spiller til festivalen på Gisseløre til august.
![De første navne til festival er klar](/media/u4kflpji/a.jpeg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Så er det ved at være tid til, at Kalundborg Rock’er begynder at løfte sløret for, hvilke bands, der kommer og spiller til festivalen på Gisseløre, der i år kan fejre deres 25-års jubilæum.
Kalundborg Rock’er kommer med det største musik setup i de 25 år, hvor festivalen har eksisteret. I år er festivalen, ligesom tilfældet var I 2024, over tre dage, hvor der er fest og glade dage for både unge og ældre.
“Vi forsøger altid at favne bredt, og dermed at finde en så bred musikgenre, som muligt, inden for vores økonomiske rammer. Det er ingen hemmelighed, at vi aldrig kommer til at ramme de store kunstnere, da vi her taler mange millioner pr. kunstner. Men vi lægger en stor ære i at finde noget musik, hvor vi favner bredt,” siger Johnny Elmelund, der er presseansvarlig for Kalundborg Rock’er.
De første navne, som er klar, er:
- Carpark North – Rockens mestre, der bringer både mørke og skønhed med deres ikoniske hits som ’Human’ og ’Transparent & Glasslike’.
- Chief og Hitfesten – Chief 1 og hans håndplukkede team af originale artister, Anna David, Christian Brøns og Yepha leverer en kavalkade af hits og mashups, der garanterer fællessang og feststemning.
- Queen of Denmark – Klar til at hylde rockens største navne med en optræden, der oser af power og fællesskab.
- Andreas Langvad – Lyd af nordisk pop og soft-rock, der med sine dybfølte tekster skaber intime og mindeværdige øjeblikke.
- Louis Jarto – er kendt for sine improviserede og spontane koncerter, der bryder alle konventioner.
Taknemmelige for sponsorer
Johnny Elmelund fortæller endvidere, at hele styregruppen bag Kalundborg Rock’er sætter stor pris på den støtte, festivalen oplever fra virksomhederne store som små.
“De er med til at løfte Kalundborg Rock’er. Det er vigtigt at pointere, at vi har mange super gode og meget trofast virksomheder, som år efter år støtter op, og det er vi meget taknemlige for. Det giver os energi, og vi gør os virkelig umage for at planlægge en fantastisk festival for alle,” siger han, og fortsætter: “I sidste uge blev det også offentliggjort, at Novo Nordisk nu også er med til at gøre, at vi kan komme lidt længere på musikfronten.”
Billetsalget er startet op, og den billigste kategori blev hurtigt udsolgt, ligesom den næste er godt på vej til at være udsolgt. Som tilfældet var sidste år, er VIP området meget populært.
“Her går der heller ikke længe før, at det kan meldes udsolgt,” slutter Johnny Elmelund af med at fortælle.
Kalundborg Rock'er bliver afholdt den 7.,8. og 9. august i år.