Det blev til en sølvmedalje til værtsklubben ved boksemesterskab
Hele weekenden stod i boksningens tegn, da den lokale bokseklub var vært ved Danmarksmesterskaberne i boksning.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hele weekenden har der været DM i boksning i Kalundborg Hallen. Den lokale værtsklub stillede med tre unge boksere.
Bag Danmarksmesterskaberne stod Danmarks Bokse Union og Kalundborg Amatør Bokseklub og stævnet lagde ud med kvart og semifinaler fredag aften.
Lørdag blev der bokset både semifinaler og finaler, mens søndagen var helliget de sidste finaler.
De tre lokale boksere var Sylvester Sorgenfri, U17, 66 kg, som vandt sølv ved DM 2024, Ibrahim Rawass, U19, 75 kg som ligeledes vandt sølv ved DM 2024 og som er nykåret sjællandsmester 2025 og Marcus Helt, Elite (Senior), 60 kg, som er med til DM for første gang.
Lige knap 100 boksere fra omkring 40 klubber havde tilmeldt sig, og det blev nogle svedige dage i hallen, hvor publikum især bakkede de tre lokale boksere op.
Lokale resultater
Marcus Helt boksede som den første fredag aften, en kamp han vandt 5-0 over Noor Ahmad Shirzai fra Bokseklubben Pugilist. Han tabte dog lørdagens kamp mod Mohamed Al-Bayati fra Herlev Boxing og nåede derfor ikke i finalen.
Sylvester Sorgenfri var i ringen lørdag formiddag, men tabte 1-4 til Anthony Parkes fra Herlev Boxing. Heller ikke han gik videre.

Ibrahim Rawass boksede sig til en sølvmedalje for Kalundborg Amatør Bokseklub ved weekendens Danmarksmesterskaber. Foto: Charlotte Koefoed
Ibrahim Rawass vandt sin kamp lørdag aften mod Jan Jensen fra Bokseklubben Pugilist med 4-0, og han skulle derfor bokse i finalen søndag.
Her mødte han Adam Kawach fra Aarhus Athlet Klub. Det blev til en sølvmedalje, for selv om Ibrahim Rawass kæmpede en god kamp, blev det ikke til en sejr.
"Jeg synes vores boksere har gjort det rigtig godt ,og de har været oppe mod nogle hårde modstandere. Sådan er det, men det har været en kæmpe oplevelse for vores boksere og for klubben at afvikle DM," sagde Jesper Christensen fra Kalundborg Amatør Bokseklub, efter stævnet var slut sidst på eftermiddagen søndag.
Er man interesseret i at se alle resultaterne fra Danmarksmesterskaberne, kan man finde dem lige her: www.dabu.dk under nyheder.