’DDR-plads’ ender måske bare med ny asfalt og hvide streger

”Vi er nødt til at tage os lidt sammen. Vi kan ikke fortsætte med at have DDR lignende parkeringspladser i Kalundborg, vi er nødt til at følge med tiden, vi er nødt til at tænke anderledes,”

’DDR-plads’ ender måske bare med ny asfalt og hvide streger
Flere politikere er bange for, at det kan ende med en discountløsning. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er afsat 10 mio. kr. i budgettet til renovering af den slidte parkeringsplads i Bredgade, men det beløb rækker formentligt kun til en ny gang asfalt og hvide streger. Onsdag var punktet på kommunalbestyrelsens møde, og her var flere politikere bange for, at det kan ende med en discountløsning.

På Teknik- og Miljøudvalgets sidste møde var et af punkterne renovering af den store parkeringsplads i Bredgade i Kalundborg.

Udvalget blev præsenteret for et ambitiøst forslag fra administrationen til en pris på godt 30 mio. kr., men der er kun afsat 10 mio. kr. i budgettet og økonomiudvalget fastholder, at der skal arbejdes videre med et projekt til de 10 mio. kr.

Onsdag skulle kommunalbestyrelsen skulle der tages en beslutning om at frigive 1 mio. kr. til forarbejde og projektering, men inden kommunalbestyrelsen stemte ja til at frigive beløbet, gav det anledning til en lang debat.

”Man kan fristes til at spørge om der har været en arkitekt til stede og det ved vi der har, det er et rigtig flot og visionært projekt, vi er blevet præsenteret for i Teknik- og Miljøudvalget, som støtter op om livet i byen og om handelslivet i Kordilgade. Man kan frygte, at hvis man følger Økonomiudvalget, så bliver der kun råd til asfalt og nye striber, som ikke støtter op om livet i byen,” sagde Jonas Henriksen (Kalundborglisten).

Teknik- og Miljøudvalgsformand Jakob Beck Jensen (V) sagde, ”For god ordens skyld så kommer vi aldrig i en situation hvor Teknik- og Miljøudvalget sidder og bevilger nogle penge, som ikke er godkendt i Kommunalbestyrelsen. Det jeg hører er, at vi ikke skal gå efter et forkromet projekt, men det er jo sådan at administrationen har faktisk taget udgangspunkt i de politikker som vi har vedtaget i Kommunalbestyrelsen, og det er jo netop vores udviklingsstrategi og infrastrukturplan.”

”Vi er nødt til at tage os lidt sammen. Vi kan ikke fortsætte med at have DDR lignende parkeringspladser i Kalundborg, vi er nødt til at følge med tiden, vi er nødt til at tænke anderledes,” sagde Hans Munk (B).

”Vi trænger til et nyt visionært flot projekt i midtbyen, men desværre er vores anlægsbudgettet ikke uendelige og vi har meget som trænger, men kunne man kigge på projektet til 30 mio. kr. og så gennemføre det i etaper, så man kunne sluge elefanten I bider,” sagde Tina Beck-Nilsson (S). 

Tonny Voldby Pedersen (Frit Borgerligt Fællesskab) var af den opfattelse, at man skulle holde fast i at bruge de 10 mio. kr. og så se hvad løsning der kan laves for det beløb

”Kan vi få en relativt fornuftig løsning for 10 millioner kroner, så er jeg ikke villig til at bruge 20 mio. kr. mere når vores skoler, plejehjem og veje lider som de gør. Så det er godt, at vi nu får set hvad vi kan få for de 10 mio. kr.,” sagde han.

Der skal findes flere penge til parkeringsplads i bymidte

Del