Dansk Slager Parade kommer til Gørlev

Onsdag den 4. marts er der igen Dansk Slager Parade i Gørlevhallen. I år er Anders Birkow en del af holdet.

Dansk Slager Parade kommer til Gørlev
Anders Birkow er en del af holdet i Dansk Slager Parade i år. Oplev hele holdet i Gørlev Hallen onsdag den 4. marts. PR foto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Onsdag den 4. marts kan man igen opleve Dansk Slager Parade, når showet kommer til Gørlevhallen og optræder. 

Når scenelyset tændes, og tonerne fra tidløse evergreens strømmer ud i Gørlevhallen, bliver det endnu en gang tydeligt, hvorfor Dansk Slager Parade er en institution i dansk musikliv.

Holdet for 2026 består af Anders Bircow, Lise Haavik, Drama Queen (Peter Andersen) og Mik (Michael Jensen). Publikum kan forvente en eftermiddag fyldt med musikalske overraskelser, men et kig bag kulisserne afslører, at der blandt andet vil være en særlig hyldest til den elskede Tommy Seebach.

Og mon ikke andre store danske stjerner også får deres velfortjente moment i rampelyset?

Som altid er det Klaus og Servants, der sætter den musikalske ramme for aftenen. Det legendariske band leverer ikke bare akkompagnement til solisterne, men sørger også for fængende duetter og egne hits – både gamle og nye. Konferencier er Karin Strand-Holm. 

Billetsalget er i gang og der er tre stykker smørrebrød med i prisen. 

Historien bag

Dansk Slager Parade blev til i 1996, da Lis & Per sammen med Karl Erik "Calle" Nielsen, ejer af CB & Ole B. Booking, og hans hustru Bodil fik inspiration under et tysk slagershow i Flensborg. De var enige om, at Danmark også skulle have sit eget show dedikeret til den elskede slagergenre.

Lis & Per var de første kunstnere, der blev en del af turnéen, hvor de delte scenen med Bjørn Tidmand, Tommy Seebach og Jodle Birge. I de første år turnerede de landet rundt, og senere blev Tommy Seebach erstattet af Susanne Lana. Denne opsætning fortsatte med stor succes indtil 2002.

Fra 2003 blev konceptet tilpasset, og siden da har Dansk Slager Parade udelukkende turneret i årets første tre måneder – januar, februar og marts – præcis som i dag. Publikum kan stadig glæde sig til en festlig hyldest til de største slagerhits, fremført af nogle af genrens mest folkekære artister.

Dansk Slager Parade 2026 er på landevejen fra den 16. januar til den 14. marts og kommer forbi over 20 byer i Danmark.

Del