Danmarks mindste hus ligger i Kalundborg - nu er det til salg
Officielt ligger Danmarks mindste hus i Kalundborg. Det er dog ikke kvadratmeterne, der afgør husets status. Det er noget helt andet. Nu kan det helt specielle hus blive dit.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Danmarks mindste hus ligger på Strandstrædet. Huset var oprindeligt på 22 kvadratmeter, men blev udvidet til 51 kvadratmeter efter en omfattende renovering. Nu er huset til salg.
Har man lyst til at bo småt, men godt, er der lige nu en unik mulighed for at komme til at eje et hus, der ligger i Kalundborgs hyggeligste gade, Strandstrædet.
Her ligger de gamle fiskerhuse skulder ved skulder. Mange af dem er fint istandsat og det var da også under en renovering, at huset faldt helt sammen og måtte bygges op fra grunden.
Huset havde stået tomt i over 15 år, og der var hul i taget, så det krævede en gennemgående renovering, hvis det skulle gøres beboeligt.
Det var under den proces, at huset sank i knæ, og indehaveren søgte derfor om en ny byggetilladelse, hvor han udvidede huset, så det nu er på hele 51 kvadratmeter i forhold til de oprindelige 22 kvadratmeter.

Thomas Ziegler Linnemann Jensen, indehaver af Estate Kalundborg, i Danmarks mindste hus. Foto: Charlotte Koefoed
Selve grunden er på 80 kvadratmeter, og der er etableret en lækker terrasse og et skur. Fra den lille gårdhave er der kig til Vor Frue Kirke, som man også har en fin udsigt til fra 1. salen.
Definition på Danmarks mindste hus
Definitionen går ikke på kvadratmeterne, men på rækken af tagsten. På både det nye og det gamle hus er der 12 rækker tagsten. I Ribe findes et hus med 14 rækker og i Løkken et med 16 rækker.
Tip-top moderne
Huset har tidligere været til salg hos en anden mægler, men nu er det Estate Kalundborg ved Thomas Ziegler Linnemann Jensen, der har huset til salg.
"Det er minimalistisk, det er helt sikkert, men alt er tip-top moderne med gulvvarme overalt og lækre materialer over det hele. Og så ligger det jo helt perfekt midt i byen. Selv om det er småt, er der gode muligheder for at indrette sig," siger Thomas Ziegler Linnemann Jensen.

Alt i det lille hus er tip-top moderne. Foto: Charlotte Koefoed
Han var forleden ude i huset sammen med Noah William Petersen, der er salgstrainee og vurderingskonsulent for Totalkredit hos Estate.
Huset er nemlig så dugfriskt på markedet, at det ikke er kommet på nettet endnu. Men det kommer det og selv om der indtil nu kun har været et skilt på huset, har der allerede været interesse for huset.
"Vi har haft en forespørgsel, hvor en potentiel køber var interesseret," siger Thomas Ziegler Linnemann Jensen.
Huset har en god entre, et stort, moderne badeværelse, køkken og stue i stueplan og en trappe op til førstesalen, hvor der er plads til både seng og opbevaring.
Mange år på bagen
Lokalhistorisk Lokalarkiv har tidligere beskrevet huset:
Der var stor boligmangel i Kalundborg i 1860'erne og på en meget lille grund imellem Strandstræde 13, der er bygget i 1841 og Strandstræde 17, bygget i 1837, blev der i 1863 opført et meget lille hus på lidt over 22 kvadratmeter.
I det lille hus i Strandstræde 15 boede fra 1873 arbejdsmand Peter Jørgensen, hans hustru og to børn, og i 1876 fik familien endnu et barn.
Efter Peter Jørgensens død i 1906 blev huset overtaget af hans to døtre, og den ene af dem, Anna Kirstine Jørgensen, boede i huset til sin død i 1956.
Familien Jørgensen boede således i det lille hus i Strandstræde 15 i 83 år.