Cykelstierne skal have et løft

På Kommunalbestyrelsens møde den 30. januar 2024 blev der frigivet en anlægsbevilling på i alt 5,38 mio. kr. til trafiksikkerhedsindsatser i 2024.

Cykelstierne skal have et løft
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Et enigt Teknik- og Miljøudvalg har på deres seneste møde besluttet at afsætte knapt 1 mio. kr. til renovering af cykelstierne i Kalundborg Kommune.

På Kommunalbestyrelsens møde den 30. januar 2024 blev der frigivet en anlægsbevilling på i alt 5,38 mio. kr. til trafiksikkerhedsindsatser i 2024.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde i denne uge er det besluttet, at knapt 1 mio. kr. af det samlede beløb skal bruges til renovering af en række af cykelstierne fordelt i hele kommunen.

”Vi bruger en lille million til nye belægninger på cykelstierne for det synes vi også der er noget trafiksikkerhed i,” fortæller udvalgsformand Jakob Beck Jensen.

Resten af de øvrige5,38 mio. kr. til trafiksikkerhedsindsatser i 2024 bruges bl.a. til etablering af krydsningshelle i krydset Bjergstedvej og Favrbovej i Snertinge. På Hovedgaden i Høng bliver der lavet reetablering af vejbump og hævede flader, flytning af et busstoppested til en buslomme, opfriskning af kørebaneafmærkning og etablering af krydsningsfaciliteter.

Nyrup Skolevej karakteriseres som en skolevej med manglende krydsningsfaciliteter, hvilket skaber utryghed blandt skolebørn. Derfor etableres et fodgængerfelt og en hævet flade.

Noget af beløbet til trafiksikkerhedsindsatser skal også bruges til oprydning af gamle skilte, udskiftning af slidte skilte, genmarkering af hajtænder og ny afmærkning på flere strækninger, især ved sving.

Del