Cykellegenden Eddy Merckx på lærredet i Kalundborg

Arrangementet henvender sig til alle med interesse for cykelsport.

Cykellegenden Eddy Merckx på lærredet i Kalundborg
Torsdag den 19. marts er der lagt op til en aften i cyklingens tegn i Kino Den Blå Engel i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 19. marts er der lagt op til en aften i cyklingens tegn i Kino Den Blå Engel i Kalundborg. Biografen viser filmen Merckx – Race of a Champion, og efterfølgende kan publikum opleve et foredrag med tidligere cykelrytter Brian Holm samt Bastian Emil fra podcasten Café Eddy.

Arrangementet henvender sig til alle med interesse for cykelsport. Aftenen byder både på film og foredrag om en af sportens største profiler nogensinde.

Filmen Merckx – Race of a Champion er et stilfuldt portræt af belgieren Eddy Merckx, der regnes som den største cykelrytter i historien. Fra han debuterede som amatør i 1961 og frem til sin karrieres afslutning i 1978 vandt han hele 525 landevejsløb. På meritlisten står blandt andet monumenterne, verdensmesterskabet og 11 Grand Tours – bedrifter, ingen siden har overgået.

Filmen skildrer Merckx’ himmelflugt gennem levende brug af arkivmateriale, men stopper ikke ved sejrene. Også modgangen fylder, herunder dopingsager, udelukkelser og styrt. Når Merckx vandt, samlede han Belgien, men når han tabte, vendte nationen ham ryggen.

Hans enorme sejrslyst gav ham kælenavnet “Kannibalen”, fordi han nærmest fortærede sine konkurrenter. Beundringen blev ofte fulgt af jalousi, og nogle mente, at han simpelthen vandt for meget. Historien om Eddy Merckx er fortællingen om et stortalent, der pressede sig selv og sin smertegrænse til det yderste for at blive verdens bedste – en legende, som selv Tadej Pogacar ikke kan slå.

Filmen vises kl. 19, og foredraget begynder omkring kl. 20.30. Billetter kan købes på biografens hjemmeside eller direkte i biografen i Vænget i Kalundborg.

Del