Cykelhjelmen: Fra kikset og nørdet til folkeeje

Aldrig før har så mange danskere spændt cykelhjelmen som nu, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. 

 Cykelhjelmen: Fra kikset og nørdet til folkeeje
I en ny kampagne bruger Rådet for Sikker Trafik humor og en stor historisk begivenhed til at minde om, at hjelm alle dage har været en god ide. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Når man cykler og kigger sig omkring på sine medcyklister, så er man midt i en positiv tendens. Nemlig at stadig flere cyklister har en hjelm på hovedet.

En ny stor national tælling af danske cyklisters brug af cykelhjelm viser, at tæt på 55 % af cyklisterne i byerne nu kører med hjelm – og det er rekord og en mangedobling over de sidste 20 år. Tællingen har Rådet for Sikker Trafik gennemført blandt 11.305 cyklister i 33 byer i løbet af 2025.

"Vi glæder os over den her rekord. Det går faktisk så godt i Danmark med at få hjelmen på, at flere europæiske lande kigger nu mod Danmark for at se, hvordan det er lykkes at så mange spænder hjelmen helt frivilligt. Men vi skal have hjelmen på endnu flere, da den kan betyde, at en cykelulykke ender med skrammer i stedet for invaliderende hovedskader og lange sygemeldinger," siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Det er blevet in at passe på sig selv

Da Rådet for Sikker Trafik for første gang gennemførte en national tælling af brugen af cykelhjelme i 2004, var det kun 6 % af cyklisterne, der brugte hjelm, og der var stor modstand mod at bruge hjelm. Siden er meget sket, og i dag er cykelhjelmen et naturligt syn på cykelstien.

"Salget af cykelhjelme stiger og stiger, og når vi har events på uddannelsesinstitutionerne, så står de studerende i kø for at købe en cykelhjelm. Så der er klart sket et holdningsskifte og en adfærdsændring over årene. Det viser, at de vedholdende indsatser og stædigt fokus har båret frugt. Det er meget glædeligt, og det tillader vi os at tage en del af æren for," siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Det er med andre ord blevet in at passe på sig selv – det ser man også i moden, siger forbruger- og livsstilsekspert Anne Glad.

Ny kampagne skal få hjelmen på flere

Fra den 6.-26. april skal en ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik få endnu flere til at bruge cykelhjelm. Kampagnen bruger danmarkshistorien til at vise, at vi altid har beskyttet os og at hjelmen altid har været med os. Både i vikingetiden, som den forrige kampagne viste, og også i 1676, som den nye kampagne tager udgangspunkt.

I kampagnen ser man den danske kong Christian 5, der er ved at gøre sig selv og sine soldater klar til at drage mod Sverige for at generobre Skåne, Halland og Blekinge. Pludselig breder utilfredsheden sig blandt soldaterne, da det går op for dem, at det kun er kongen, der skal have hjelm på, mens soldaterne er udstyret med bløde filthatte.  

Man kan se den nye kampagnefilm både på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside og YouTube. I løbet af kampagneperioden vil filmen også blive vist i TV, biografer, på streaming- og onlinemedier (YouTube, Twitch, Spotify), in-app (onlinespil) samt på Instagram, Facebook og TikTok.

Om cykelhjelmstællingen (kilde: Rådet for Sikker Trafik):

  • 54,8 % af cyklisterne bruger cykelhjelm. Det viser en stor undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har gennemført blandt 11.305 cyklister i 2025. Da cykelhjelmstællingen begyndte i 2004, var det 6 % af cyklisterne, der brugte hjelm.
  • Se udviklingen i brugen af cykelhjelm fra 2004 til 2025 - klik her

Fakta: Så mange cyklister kommer på skadestuerne

Hvert år kommer omkring 2.500 cyklister i kontakt med landets skadestuer på grund af hoved- og halslæsioner.

Herunder tal på, hvor mange cyklister, der i alt (alle skadestyper) er kommet på hospitalet i hver region som følge af en ulykke i trafikken i 2024 (Kilde: Sundhedsdatastyrelsen - data fra Landspatientregistret):

  • Region Hovedstaden: 8.000
  • Region Sjælland: 1.300
  • Region Syddanmark: 4.005
  • Region Midtjylland: 2.130
  • Region Nordjylland: 1.095
  • I alt: 16.520

Del