Crime Night på Kalundborg Bibliotek
Biblioteket har indkøbt "Cold Case Puzzles" fra Unsolved - så man sammen med sine venner og familie har mulighed for at prøve kræfter med at opklare en unsolved mordgåde.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Biblioteket har indkøbt "Cold Case Puzzles" fra Unsolved - så man sammen med sine venner og familie har mulighed for at prøve kræfter med at opklare en unsolved mordgåde, ved hjælp af forensic beviser fundet på gerningsstedet, politiafhøringer af mistænkte og pårørende, og alle de andre beviser, som en rigtig mordefterforsker skal bruge for at opklare en mordforbrydelse.
Hver mordgåde består af en cold case, og indeholder alt det materiale, som en rigtig efterforskning ville indeholde. Det er op til spillerne at tjekke materialerne, efterforske og finde de oversete detaljer, for at finde frem til sandheden om, hvad der i virkeligheden skete.
Biblioteket serverer kolde drikkevarer og lækker mad, så man som detektiv ufortrødent kan løse den sag, som lander på ens bord. Tag derfor din ven, søster, far eller hvilken som helst anden under armen og vær med til at løse en uopklaret mordsag på biblioteket.
Tilmelding i grupper
Arrangementet foregår i Det grønne rum på Kalundborg Bibliotek onsdag den 15. oktober kl. 17:30-20:30. Billetterne købes som gruppebilletter á 2, 3 eller 4 personer pr. gruppe. Aldersgrænse:18+ samt man tilmelder sig i hold.
Billetter købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside https://www.kalundborgbib.dk/ under ”Det sker” eller i den betjente åbningstid på dit lokale bibliotek.