CO2 Storage Kalundborg påbegynder etableringen af et midlertidigt boreanlæg ved Kalundborg
I dag går CO2 Storage Kalundborg i gang med at etablere et midlertidigt boreanlæg på en mark nær Snertinge.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
I dag torsdag den 5. marts tager CO2 Storage Kalundborg et vigtigt skridt i udforsknings- og testfasen, hvor etableringen af et midlertidigt boreanlæg på en mark nær Snertinge begynder.
Boreanlægget forventes at stå færdigt i begyndelsen af maj, hvor prøveboringer påbegyndes. Til august forventes prøveboringerne at være gennemført, hvorefter området vil blive reetableret til sin nuværende form.
”I dag tager vi et vigtigt skridt i arbejdet med at undersøge undergrunden omkring Kalundborg. Myndighedernes beslutning om eventuel CO2-lagring skal træffes på et solidt og evidensbaseret grundlag, og prøveboringerne er afgørende for at afklare, om undergrunden er både egnet og sikker til lagring,” siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO2 Storage Kalundborg.
Specialiserede virksomheder og hensyn til lokalområdet
Prøveboringerne går ned til omkring 2.000 meter i undergrunden og er et kompliceret arbejde, som erfarne virksomheder med specialiseret mandskab vil bidrage til at udføre. Danske Ross Energy er valgt til at varetage den overordnede koordinering i forhold til borepladsen og prøveboringerne.
I størstedelen af arbejdets seks måneder vil der være trafik på 2–4 lastbiler dagligt. Der kan dog i perioder forventes yderligere trafik. Arbejdet tilrettelægges med henblik på at minimere gener for lokalmiljøet mest muligt.