Christian Beenfeldt tiltræder som direktør for Campus Kalundborg
Campus Kalundborg har ansat Christian Beenfeldt som direktør for Foreningen Campus
Kalundborg.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Med ansættelsen af Christian Beenfeldt styrkes ledelsen af indsatsen for at udvikle Kalundborg til et
internationalt knudepunkt for uddannelse, forskning og innovation inden for bioproduktion og
biosolutions.
Det skriver Campus Kalundborg i en pressemeddelelse.
Christian Beenfeldt tiltræder som direktør den 1. januar 2026 og får det overordnede ansvar for at samle og
videreudvikle samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige aktører i
Biotekbyen Kalundborg.
Campus Kalundborg er etableret for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter højt kvalificeret
arbejdskraft i den bioteknologiske industri og har som ambition at øge antallet af studerende i Kalundborg
til 1500 frem mod 2030.
Christian Beenfeldt har været tæt involveret i udviklingen af uddannelsesområdet i Kalundborg gennem de
seneste ni år i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige aktører.
“Campus Kalundborg er et visionært initiativ med et meget klart formål: at skabe stærke og
sammenhængende uddannelsesmiljøer, der matcher industriens behov og samtidig gør Kalundborg attraktiv for studerende – nationalt og internationalt. Jeg har haft fornøjelsen af at være en del af udviklingen i en årrække og ser frem til nu at få det samlede ansvar for at realisere visionerne i tæt samarbejde med alle vores gode partnere,” siger Christian Beenfeldt, kommende direktør for Campus Kalundborg.
Bestyrelsesformand Daniel Schwartz Bojsen fremhæver, at ansættelsen bygger på et mangeårigt
samarbejde.
“Christian og jeg kender hinanden fra det fælles arbejde med uddannelsesudvikling i Kalundborg gennem
mange år. Han har et indgående kendskab til både lokale styrker og de krav, som uddannelsesinstitutioner
og virksomheder stiller. Det giver et solidt fundament for den næste fase af Campus Kalundborg, hvor stærk koordination og eksekvering bliver afgørende,” siger Daniel Schwartz Bojsen, bestyrelsesformand for
Campus Kalundborg.

Campus Kalundborg set fra luften. PR foto
Campus Kalundborg bygger på et bredt offentlig-privat partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner,
virksomheder og Kalundborg Kommune. Initiativet tager afsæt i Kalundborgs rolle som hjemsted for
Skandinaviens største biotek-industrielle klynge med globale virksomheder som Novo Nordisk og Novonesis.
Projektet omfatter både udvikling af nye uddannelser, styrkelse af eksisterende tilbud og opførelsen af en ny campusbygning på ca. 11.000 - 12.000 m2 med laboratorier, pilotanlæg og fælles læringsfaciliteter.
Campusbygningen forventes at stå klar i 2028.
Allerede i dag har knap 1.000 studerende deres daglige gang i Kalundborg på tværs af erhvervsuddannelser, bachelor-, kandidat- og Ph.d.-uddannelser. Flere uddannelser udbydes på engelsk for at tiltrække internationale studerende.
Med ansættelsen af en direktør i den nyetablerede Forening Campus Kalundborg samles ansvaret for den
videre udvikling og koordinering af indsatsen ét sted.
Fakta om Campus Kalundborg
Navn: Foreningen Campus Kalundborg
Formål: At udvikle Kalundborg til et internationalt førende knudepunkt for uddannelse, forskning og
innovation inden for bioproduktion og biosolutions
Organisering: Offentlig-privat partnerskab mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og
Kalundborg Kommune
Studerende: Ca. 1.000 studerende (2025)
Målsætning: 1.500 studerende i Kalundborg i 2030
Finansiering: Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden
Investeringer: Over 320 mio. kr. i samlet finansiering
Campusbygning: Ca. 11.000 - 12.000 m2, forventes færdig i 2028
Projektperiode: 2025 –
Projektpartnere: Novo Nordisk, Novo Nordisk Fonden, Novonesis, Kalundborg Kommune, DTU,
Københavns Universitet, Det Kongelige Akademi, Professionshøjskolen Absalon, Teknika,
Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG).