Carmen-kvinderne fortjener en skulptur

Der er alt for få statuer i Danmark af kvinder, lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M). Han opfordrer til flere og efterlyser emner. Han vil også gerne betale.

Carmen-kvinderne fortjener en skulptur

Af Jens Nielsen

Kalundborg Forskønnelsesforening mener, at de kvinder som var en stor del af Carmen-eventyret, fortjener en statue. Nu vil de søge kulturministeren om penge.

Bare 31 ud af de 321 danske statuer og buster forestiller en kvinde. Hvis det står til Kalundborg Forskønnelsesforening, bør Kalundborg have en statue af en af de kvindelige Carmen arbejdere.

Der er alt for få statuer i Danmark af kvinder, lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M). Han opfordrer til flere og efterlyser emner. Han vil også gerne betale.

”Hvad er mere oplagt her i Kalundborg end at hædre de mange kvinder, som var med i Carmen-eventyret. De udløste en stor kvindefrigørelse – ikke bare i Kalundborg, men i mange hjem på store dele af Vestsjælland,” fortæller Susanne Uhre-Prahl, formand for Kalundborg Forskønnelsesforening, og fortsætter,

”Vildt mange kvinder kom som ufaglært på arbejdsmarkedet. De var modige og gjorde op med den traditionelle rolle som hjemmegående husmor, der sørgede for hjem, mand og børn. Nu tjente de deres egne penge, og der blev råd til f.eks. vaskemaskine, et toilet, køleskab og andre moderne goder til hverdagen.”

Kalundborg Forskønnelsesforening tager derfor initiativ til at få skabt en skulptur af ”Carmen-kvinden” og kontakter både Kulturministeriet og Kalundborg Kommune for at få realiseret ideen.

”Vi vil søge penge i ministeriet og hos forskellige fonde til projektet, og der skal findes en kunstner til udførelsen,” fortæller Susanne Uhre-Prahl.

Del