Byfesten har fået den bedste start

Vejret torsdag viste sig fra sin absolut bedste side med sol og varme, og sådan bliver det også de næste dage.

Byfesten har fået den bedste start
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Byfesten blev officielt skudt i gang torsdag formiddag og årets byfest har fået den bedste start med både godt vejr og flot opbakning. Byfesten fortsætter de næste dage med masser af aktiviteter.

Borgmester Martin Damm fik officielt åbnet byfesten 2025 i Kalundborg, som startede med torsdag formiddag med optog og musik.

Vejret torsdag viste sig fra sin absolut bedste side med sol og varme, og sådan bliver det også de næste dage.

Programmet til årets byfest er stort, aktiviteterne står nærmest i kø og opbakningen er stor. Torsdag var der rigtigt mange mennesker i byens gader, som benyttede sig af de mange tilbud, og byens restauranter og caféer var godt besøgt.

Støtteexpressen fra TGU kørte den ene tur efter den anden gennem gågaden, hver gang med alle sæder besat. Hos Swärd's Guldsmedie blev der gravet efter guld, I Tivoli på Klostertorvet var der godt gang i både karrusel og radiobiler og skakklubbens gadeskak var pænt besøgt.

Ved Infobutikken blev der solgt hjemmelavet marmelade, mens der samtidig blev strikket på varme trøjer til efteråret.

Flere steder i byen var der levende musik og til aften blev der støttet rigtigt flot op på byens spisesteder. Fx kunne Det Mexicanske Bøfhus melde alt udsolgt, dvs. 500 gæster til spisning.

Kontorets 25-års jubilæumsfest i det store telt på p-pladsen bag Nordea samlede også fuldt hus. Her var torsdagens hovednavn KATO, og det gav en meget lang kø ved indgangen.

Byfesten fortsætter fredag og lørdag med en lang række af tilbud og slutter søndag formiddag, hvor der er Klovneløb fra Havneparken.

Byfestprogram 2025

Del